Unges stemme i klimabeslutninger styrkes i 35 danske kommuner
04.06.2025
Nyhed
Entreprenørskab
Nyt projekt giver unge en stemme i klimabeslutninger gennem etablering af lokale ungeklimapaneler.

Indsatsområde
Entreprenørskab
Læs mere om
CONCITOSelvom danske unge har stor viden om klima og demokrati, er det kun få, der engagerer sig i lokale kommunale beslutninger, som direkte påvirker både deres hverdag, lokalområde og fremtid. Det er et demokratisk problem, som en ny satsning nu ændrer på. Gennem projektet ‘Unges stemme i lokal klimahandling’ inviteres unge mellem 15 og 25 år i 35 danske kommuner med i forskellige former for lokale klimapaneler, som skal styrke unges medbestemmelse på lokale klimaløsninger i tæt samarbejde med kommunale forvaltninger
Vi står midt i en klimakrise, som i høj grad kommer til at påvirke unges hverdag og fremtid. Det kræver nye løsninger, som også skal afspejle unges perspektiver, behov og drømme.
Synnøve KjærlandChef for Klimaambassaden, CONCITOs enhed for børn, unge og grøn dannelse“Vi står midt i en klimakrise, som i høj grad kommer til at påvirke unges hverdag og fremtid. Det kræver nye løsninger, som også skal afspejle unges perspektiver, behov og drømme. Vi glæder os til at arbejde sammen med både unge og medarbejdere lokalt i kommunerne om at unge får reel indflydelse på lokale klimaløsninger, så de ikke blot inddrages symbolsk, ” siger Synnøve Kjærland, chef for Klimaambassaden, CONCITOs enhed for børn, unge og grøn dannelse.
Projektet vil engagere 600 unge direkte gennem deltagelse i ungeklimapaneler og involvere yderligere 16.000 unge gennem lokale events og aktiviteter over de næste 2,5 år. Der bliver gennemført workshops om god ungeinddragelse for kommunalt ansatte i de 35 deltagende kommuner samt for engagerede unge. Et erfaringsdelingsforum på tværs af kommuner vil sikre dialog og erfaringsudveksling på tværs, så unge deltagere og kommunalt ansatte kan lære af og inspirere hinanden. Unges trænes samtidig i mest mulig politisk indflydelse.
Projektet bygger videre unges egne ønsker, erfaringer og idéer
Idéen til projektet er født af unge, som tidligere har været med i lokale og nationale ungeklimaråd, og gennemføres af CONCITO i tæt samarbejde med kommuner, Ungdomsskoler og samarbejdspartneren We Do Democracy. Gennem det sidste halvandet år har partnergrupppe bag kortlagt, hvilke former for ungeklimaråd og paneler der allerede findes samt hvad kommunerne har behov for af hjælp for at komme i gang.
Der er endnu ikke sat navn på de 35 kommuner, der skal deltage i projektet. 11 kommuner fra hele landet har dog allerede vist interesse, og i den kommende periode er andre kommuner velkomne til at tage kontakt, hvis de ønsker at blive en del af projektet.Projektet er støttet af Tuborgfondet:
“I Tuborgfondet er vi optaget af at give unge handlekraft til en nødvendig acceleration af løsninger på klimakrisen. De løsninger findes i lige så høj grad lokalt, som de findes globalt. Derfor støtter vi projektet, som giver unge mulighed for at engagere sig lokalt i vigtige temaer, der former deres hverdag og fremtid,” siger Mikkel Sander, programansvarlig for Entreprenørskab i Tuborgfondet.
Projektet løber fra 1. juni 2025 til udgangen af 2027.
For yderligere information, kontakt:
Synnøve Kjærland
Enhedschef, CONCITOs Klimaambassade
2989 6754 / sek@concito.dk