For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Unge på erhvervsuddannelser drømmer om et arbejdsliv i balance

04.12.2025

Nyhed

Arbejdsmarked

Tuborgfondet har fået gennemført en kvalitativ undersøgelse blandt 50 unge, der er i gang med en erhvervsfaglig uddannelse.

Nyhed

Ny undersøgelse om unge

Mere info

Event om undersøgelsen

‘Unges Drømme 2025’ giver stemme til en gruppe unge, der ikke selv fylder så meget i den offentlige debat. Til gengæld er de helt afgørende for Danmarks fremtidige arbejdsmarked.

Lyt til unge

Undersøgelsen tegner et nuanceret billede af unge på erhvervsuddannelser og deres drømme, hverdagsliv og udfordringer. Den bygger på fokusgruppeinterviews foretaget over hele landet og giver et øjebliksbillede af et ungdomsliv præget af mange overgange og skift mellem roller, men også af stærk motivation for faglighed og fællesskab.

“Unge fortæller ærligt om både glæder og benspænd. Når vi lytter, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er for unge, at deres uddannelsesforløb hænger sammen og samtidig balancerer med andre dele af tilværelsen. Der er meget på spil i forhold til uddannelsen, da unge ser den som adgangsbilletten til at få opfyldt deres drømme om det gode liv. Et liv med stabilitet og tid til venner og familie,” siger Kristine Als Velling, evalueringsansvarlig i Tuborgfondet.

Tid til nære relationer

På tværs af fag drømmer unge først og fremmest om tryghed og nære relationer. De vil gerne have en hverdag, der hænger sammen med arbejde, familie, økonomi og fritid i balance. Mange beskriver drømme om et stabilt hjem, et godt job og socialt samvær med de mennesker, der betyder noget.

I undersøgelsen kan man også læse, at unge oplever store skift mellem skole og praktik. Nye hold, nye lærere og usikkerhed om læreplads gør det svært at holde fast i både fællesskab og faglig udvikling. Det bliver efterlyst, at skoler og lærepladser arbejder tættere sammen om at skabe en tydelig rød tråd i uddannelsen.

Unges faglige stolthed fylder markant i deres fortællinger. Men de møder også fasttømrede kulturer, kønnede forventninger og manglende respekt for deres fag og uddannelsesvalg. Det er en kilde til bekymring.

 

Om Unges Drømme 2025

Undersøgelsen udarbejdet af Pluss Leadership for Tuborgfondet. Formålet er at indfange, hvordan unge på erhvervsuddannelser oplever deres hverdag, hvilke drømme de har for fremtiden, og hvilke bekymringer der fylder – både personligt, i uddannelsen og i arbejdslivet. Undersøgelsen bygger på kvalitative gruppeinterviews med 50 unge på tværs af erhvervsfaglige retninger og geografiske områder. Deltagerne repræsenterer blandt andet pædagogiske uddannelser, byggefag, tekniske uddannelser, landbrugsuddannelser samt handel og service. Såvel skole- som lærepladsoplevelser er repræsenteret.

Læs undersøgelsen her

Min mor har inspireret mig, men på baggrund af at hun har taget alle mulige valg, som jeg vil gøre modsat. Jeg vil gerne have et ’kedeligt’ kernefamilieliv.

Kvinde, 18 år, EUXMidtjylland

Respekt for faget

Undersøgelsen er med til at kvalificere de indsatser og partnerskaber, Tuborgfondet arbejder med for at styrke unges muligheder for deltagelse og for at skabe veje ind i et godt uddannelses- og arbejdsliv.

“Unge på erhvervsuddannelser navigerer i konstante skift og stort ansvar, men møder verden med en imponerende faglig stolthed. De vil tages alvorligt og respekteres for det håndværk og den omsorg, de er ved at mestre. Det bør vi lytte til. For uden deres kompetencer har vi intet fundament at bygge vores fælles fremtid på,” siger Ole Buch Rahbek, sekretariatschef i Tuborgfondet.

’Unges Drømme 2025’ er gennemført af Pluss Leadership for Tuborgfondet.

Hovedkonklusioner fra Unges Drømme 2025

1) Unge drømmer om et stabilt liv, der hænger sammen
Unge ønsker et trygt hjem, et fast arbejde og tid til familie og venner. Drømmene er nære og handler om ro, stabilitet og balance i hverdagen.

2) Uddannelsesforløbet opleves som fragmenteret
Hyppige skift mellem skole og læreplads, nye hold og lærere samt usikkerhed om praktik får mange til at føle, at de hele tiden starter forfra. Unge efterlyser mere sammenhæng.

3) Faglig stolthed er stærk – men udfordres af kulturer
Unge vil faget og gør sig umage, men møder gamle kulturer, kønnede forventninger og lav status. Respekt, gode kollegaer og stærke fællesskaber er vigtige for trivsel og fastholdelse.

RELATEREDE NYHEDER

05.10.2023ArbejdsmarkedNyt projekt skal skabe begejstring gennem stærkt håndværk