For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Kom til Årsskrift LIVE i VEGA

Tuborgfondet inviterer til Årsskrift Live den 6. februar 2025 – en aften, hvor vi fejrer unges drømme, visioner og fællesskaber!

Dato

6. feb. 2025

Tidspunkt

15:30-21:00

Sted

Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V

Vi glæder os vildt til at se dig til den årlige liveudgave af vores årsskrift torsdag den 6. februar 2025 kl. 16:00 – 21:00 (dørene åbner klokken 15). Vi lover, at det bliver både festligt, fagligt og med masser af tid til at tale sammen.

Det hele foregår i Store VEGA, hvor vært, Liva Manghezi, tager os gennem en forrygende aften for alle sanser.

Aftenen begynder med fællessang ledet af SheCanPlay, der skaber den perfekte stemning til en inspirerende aften.

Senere dykker vi ned i ungdomslivet langt fra København: Hvordan kan stærke fællesskaber skabe bedre rammer for unge uden for de større byer? Mød ildsjæle fra Ung Kult i Odsherred, Ung Kult i Odder og Skurvognen I Rudme.

Fra provinsen bevæger vi os til unges håb og drømme på tværs af hele landet. Generation Hope og Rapolitics omsætter nemlig pointer fra analysen Unges drømme til kærlighedsbreve til fremtiden og medrivende rap, der giver liv til unges stemmer.

På klimafronten diskuterer GAIA og iværksættere fra Ocean Wrap og Bloom Burst Confetti, hvordan vi kan skabe bedre rammer for grønt iværksætteri.

Traditionen tro er der også taler på programmet – denne gang fra Lærke Fentz fra SUMH og Farooq Aamer fra RessourceCenter Ydre Nørrebro.

Til slut sætter vi spotlight på det gode arbejdsliv – hvad skal der til, for at det både giver mening for unge og løser fremtidens udfordringer? Tænketanken Equalis, We Do Democracy, Hotel- og Restaurantskolen og andre aktører giver deres bud.

Aftenen kulminerer i et brag af en minikoncert med PRISMA, et af Danmarks mest fremadstormende bands. Undervejs kan du forkæle dine smagsløg med grønne gastronomiske oplevelser fra Hotel- og Restaurantskolen og VegAnna.

Årsskrift Live bliver en aften fuld af inspiration, refleksion og fællesskab – vi glæder os til at se dig! Hvis du ikke er inviteret, men gerne vil med, så skriv en mail til kommunikationsansvarlig Stine Munk Rasmussen på sr@tuborgfondet.dk.

RELATEREDE NYHEDER

10.01.2024NyhedTuborgfondet uddeler over 129 mio. kr. til projekter for og med unge
ArrowSøg Drømmepuljen og få svar på under én uge