For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Studentermedhjælper til Tuborgfondets kommunikationsteam

16.09.2025

Nyhed

Jobopslag

Er du skarp til sociale medier? Vil du være med til at koordinere events? Kan du arbejde med indhold og samtidig tænke nyt i forhold til at ramme Tuborgfondets målgruppe: unge mellem 16-30 år? Så er du måske Tuborgfondets nye studentermedhjælper.

Da vores nuværende studentermedhjælp skal ud på nye eventyr, søger vi lige nu en ny studerende, der vil arbejde med kommunikation i Tuborgfondet.

Om opgaverne

• Vi søger dig, der har konkrete idéer til det organiske indhold på Tuborgfondets Instagram og TikTok og har styr på både at klippe en reel sammen og skrive tekster man kan mærke. Du bliver også vores ansigt udadtil på sociale medier, så du skal have lyst til at bruge dig selv i videoerne. Sammen skal vi øge antallet af følgere og engagement på kanalerne. Derudover vil du også skulle sætte annoncering op i Meta og andre platforme.

• Events er en vigtig del af Tuborgfondets kommunikation. Her møder vi både potentielle ansøgere og en bred skare af unge. Du kommer til at hjælpe med at koordinere events herunder også det praktiske. Vi er til stede ved en lang række events blandt andet Folkemødet og Ungdommens Folkemøde. Derudover inviterer vi også selv til en række både store og mindre events.

• Tuborgfondets kommunikationsteam skriver til mange medier og platforme – du er derfor glad for sprog og tryg ved at skrive artikler til f.eks. vores nyhedsbrev og hjemmeside. Ligesom du indimellem skal tage billeder samt redigere foto og kreere grafisk indhold i Canva.

• Tuborgfondets hjemmeside er en vigtig brik i Tuborgfondets kommunikation. Det er her alle ansøgere møder Tuborgfondet, og det skal være nemt at forstå, hvad vi støtter, og hvordan man søger. Derfor er det også vigtigt, at hjemmesiden er opdateret, og her spiller du en central rolle.

Som person er du

• Modig og glad for at kaste dig over nye opgaver

• Nysgerrig og har lyst til at dykke ned i algoritmer og teste forskelligt indhold af på fondets kanaler

• Idérig, ansvarsbevidst og arbejder selvstændigt

Du er i gang med en videregående uddannelse – f.eks. inden for kommunikation, journalistik, medievidenskab eller lign., og du har mindst et år tilbage af din uddannelse. Du har formentlig allerede praktisk erfaring med SoMe-kommunikation fra tidligere studiejobs eller frivilligt arbejde, og du har let ved at skrive tekster, der engagerer, til forskellige kanaler. Måske har du også erfaring med at redigere video, eller du har mod på at lære det.

Du vil selvfølgelig få en grundig oplæring i de programmer, vi bruger, så du hurtigt selv kan løse opgaverne. Derudover skal du have lyst til at arbejde i en fond og trives i et lille team, hvor der er højt til loftet og kort fra tanke til handling.

 

Om teamet

Du bliver en del af et sekretariat med 11 ansatte, som arbejder tæt sammen i hverdagen. Jobbet giver derfor også mulighed for at få kendskab til de andre opgaver, som ligger i teamet; økonomi, administration samt evaluering og vurdering af ansøgere. Vi er en arbejdsplads præget af tryghed, tillid, høj faglighed og plads til forskelligheder.

Vi regner med, at du vil komme med indsigter og perspektiver, og vi er klar til at lytte og lære. Vi kan til gengæld tilbyde faglig udvikling, kendskab til fondsverdenen og ungedrevne initiativer samt muligheden for at indgå i et dejligt arbejdsfællesskab.

Hos Tuborgfondet vil du indgå i et ambitiøst og energifyldt sekretariat, der består af i alt 11 ansatte. Vi arbejder tæt sammen om at udleve vores strategi, og udover dig består fondets kommunikationsteam af fondets kommunikationsansvarlige og den brand- & kreativansvarlige. Du vil derfor få rig mulighed for at udvikle dine faglige og personlige kompetencer.

Om Tuborgfondet

Tuborgfondets formål er at skænke muligheder for at unge i fællesskab kan skabe en håbefuld og bæredygtig fremtid. Vi uddeler penge til organisationer og ungefællesskaber, der kan bidrage til dette formål via fire indsatsområder:

• Arbejdsmarked – fra ungdomsliv til arbejdsliv
• Entreprenørskab – rum for grønne idéer
• Demokrati – næste generations stemme og deltagelse
• Kreative Erhverv – vækstlag i rytmisk musik

Du kan læse mere om Tuborgfondets arbejde på tuborgfondet.dk og finde os på Facebook, TikTok, Instagram og LinkedIn.

Ansættelsesforhold

Din arbejdstid vil være ca. 15 timer om ugen. De konkrete dage aftaler vi nærmere, så det kommer til at passe sammen med dit studie.

Lønnen er 184,02 kr./timen, og vi har en sublim frokostordning.

Send din ansøgning senest den 13. oktober 2025 klokken 12. Vi holder samtaler den 24. og 27. oktober. Vi håber, du kan starte senest den 1. december. Vi glæder os til at høre fra dig!

Send din ansøgning på max 1 side samt CV til job@tuborgfondet.dk skriv Kommunikation i emnefeltet.

Behandling af dine personoplysninger

For at kunne vurdere og behandle din ansøgning og CV har vi brug for at behandle dine personoplysninger.
Databeskyttelsespolitik | Tuborgfondet