Rollemodeller baner vejen: High5Girls på Holmen
01.10.2025
Nyhed
Arbejdsmarked
15 piger var i weekenden samlet til naturfaglig camp under overskriften ’Fra affald til energi’. I spidsen stod tre unge ingeniører, der selv har valgt STEM som karrierevej, og som nu bruger deres fritid på at inspirere andre. Campen er en del af High5Girls’ indsats for at skabe flere rollemodeller, så piger kan opleve, at de også har en plads i naturvidenskabens verden.

Indsatsområde
Arbejdsmarked
Læs mere
High5GirlsDancehall-musikken bølger ud over Holmen. Det er eftermiddag i København, og der er givetvis fredagsbar et sted i nærheden. Men i Spejdercenteret er dagsordenen en helt anden. Her er 15 piger mellem 13 og 16 år samlet til en camp om grøn energi. I front står tre af High5Girls’ rollemodeller, Christiane, Adelaida og Alicia, der hver især har valgt en karrierevej i STEM (Science, Technology, Engineering og Mathematics). Nu deler de frivilligt deres erfaringer med næste generation.
“Der bliver i samfundet talt meget om ligestilling, men her GØR vi faktisk noget. Vi viser pigerne, at de hører til i STEM, at de har en plads. Det føles værdifuldt for mig,” fortæller Alicia, 29, energiingeniør i European Energy, hvor hun arbejder med fremtidens grønne energi. Hun er oprindeligt fra Spanien og har sammen med Christiane fra Chile og Adelaida fra Colombia fundet et meningsfuldt fællesskab i High5Girls. (Artiklen fortsætter under billedet)

Alicia (tv) er oprindeligt fra Spanien og har sammen med Adelaida fra Colombia og Christiane fra Chile fundet et meningsfuldt fællesskab i High5Girls.
Hep og hvid røg
Jeg møder dem på campens første dag, hvor de med livlige fagter, præsentationer og øvelser gennemgår Copenhill og anlæggets processer for at omdanne affald til elektricitet. Klokken har passeret 18, aftensmaden er endnu ikke serveret, men alligevel er spørgelysten stor blandt campens deltagere. Alicia forklarer engageret om de mange former, vand kan have, og svarer tålmodigt på pigernes spørgsmål. De to andre supplerer med egne ord, så pointerne bliver forklaret fra flere vinkler. Rollemodellerne hepper på pigerne – både når de kaster sig ud i at løse konkrete opgaver, og når de rækker hånden op.
“Er der nogen, der ved, hvorfor røgen fra Copenhill er hvid?” spørger Alicia. Pigerne tænker lidt, inden én gætter på damp. En anden vil vide, om røgen er farlig at indånde. Christiane forklarer, at røgen i princippet er renset og ufarlig – men glohed.
Det er ikke første gang, de tre unge bruger deres fritid på at arrangere camps for unge piger med interesse for STEM. Men de er stadig lige begejstrede for muligheden for at give noget videre – både faglige erfaringer og dét at være et forbillede for andre.
“Jeg havde ingen rollemodeller, da jeg var yngre. Når man vokser op i et patriarkalsk Latinamerika, skal man kæmpe for sin plads og oplever megen tvivl fra omgivelserne. Jeg har studeret og arbejdet næsten udelukkende med mænd. Her i Danmark er der mere lighed, men jeg har stadig savnet andre kvinder at spejle mig i,” fortæller Christiane, som i dag er industriingeniør og arbejder med solcelleparker i GreenGo Energy.
Der bliver i samfundet talt meget om ligestilling, men her GØR vi faktisk noget
Alicia Alarcón CobachoRollemodel i High5GirlsFormidling til andre faggrupper
High5Girls er en non profit-forening, der i seks år har arbejdet for at inspirere flere piger til at overveje en karriere inden for STEM. Mere end 100 rollemodeller er i dag tilknyttet foreningen. De er frivillige og bruger deres fritid på at arrangere camps, workshops og mentorforløb for piger i alderen 13–19 år.
Men rollemodellerne gør ikke kun en forskel for deltagerne. Mange har stor glæde af at møde ligesindede i High5Girls-netværket.
“Vi lærer af hinanden, når vi prøver at forklare komplekse ting på en enkel måde,” siger Adelaida, 30, og fortsætter: “Den erfaring kan jeg tage med tilbage på arbejde, når jeg præsenterer for kolleger, eller når jeg samarbejder med andre faggrupper. Det er en øvelse i at sætte sig i andres sted.”
Støtten fra Tuborgfondet har gjort det muligt at tilbyde et særligt Train-the-Trainer-forløb, så rollemodellerne bliver endnu bedre rustet til at formidle STEM på en måde, der tænder gnisten hos andre unge.

Alicia forklarer engageret om de mange former, vand kan have, og svarer tålmodigt på pigernes spørgsmål.
Fra speciale-isolation til fællesskab
Pigerne på campen er sendt af deres skoler eller har hørt om muligheden på sociale medier. Hvordan fandt Christiane, Adelaida og Alicia selv ind i High5Girls?
“Jeg var i gang med mit speciale på DTU og havde det svært under COVID. Jeg følte mig isoleret og sad alene med min kodning. Så så jeg et opslag på LinkedIn og tænkte: Det her skal jeg være med til! High5Girls trak mig ud af speciale-mørket og gav mig en følelse af at kunne give noget tilbage af al den viden, jeg havde suget til mig,” fortæller Adelaida, som senere fik Christiane og Alicia med.
Hun understreger, at High5Girls er et særligt fællesskab. “Det er et trygt rum – både for os rollemodeller og for de unge, der kommer til vores events. Vi skaber en kultur, hvor alle kan komme til orde, og hvor der er plads, også hvis man har særlige behov.”
Fredagen på Holmen sluttede med oplæg og øvelser, der gav camp-deltagerne en første forsmag på, hvad det vil sige at arbejde med fremtidens energiløsninger. Lørdag skulle de selv på banen og udvikle idéer til en grønnere fremtid – en opgave, der også trækker på kreativitet, samarbejde og forretningssans. Og netop dét er én af pointerne med High5Girls: at vise pigerne, at STEM er meget mere end formler. Det kan også være sjovt, tværfagligt og fuld af muligheder.