Mød vores to nye studenter-medhjælpere: Thomas og Hannah

Thomas er 24 år gammel og læser Statskundskab på 6. semester. Hannah er 23 år gammel og læser Film- og Medievidenskab på 4. semester. De bor begge på Nørrebro.

Læs mere om, hvad de hver især interesserer sig for:

Hvad synes du er mest spændende ved dit studie?

Thomas:

”Jeg er dybt interesseret i, hvordan forskellige samfundsindretninger påvirkes af samfundsforhold – og omvendt. I mit foregående semester har jeg arbejdet indgående med demokratiets tilstand på verdensplan, en styreform som meget tyder på, ikke længere står så stærkt, som man kunne ønske. Det bliver tydeligt, at det ikke er en selvfølge, at magten ligger hos befolkningen – heller ikke i lande, hvor det tidligere har været tilfældet. Demokrati er noget, der kræver både beskyttelse og aktiv indsats, og netop dette er en af de aspekter, jeg finder allermest motiverende ved at arbejde i Tuborgfondet: at være en del af en organisation, der tager demokratiet og civilsamfundet alvorligt.”

Hannah:

”Jeg blev for alvor interesseret i kommunikation, da vi havde vores medieproduktionsfag, og selv skulle tænke strategisk kommunikation ind i skoleproducerede film. Det kan godt være lidt tricky, men det er også en stor del af det sjove. Vi lærer en hel del om, hvordan branding og kommunikation fungerer, og jeg elsker derfor at nørde ned i de helt små detaljer, som kan ændre det store kommunikative udtryk. I fremtiden gad jeg godt være kurator på et museum, hvor jeg kunne få lov til at arbejde med farver og skrifttyper på en eller anden måde.”

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Thomas:
”Jeg læser i øjeblikket Ufred af den norske forfatter Åsne Seierstad. Titlen henviser til den betegnelse, Rusland bruger om krigen i Ukraine, da ordet “krig” er forbudt i Kreml. Bogen skildrer både almindelige russeres oplevelse af konflikten og livet ved frontlinjen. Det er en bog, der gør det svært at forstå, at disse begivenheder foregår i samme verden som vores – både på grund af grusomhederne og den mildest talt alternative historiefortælling, der bruges til at retfærdiggøre krigen.”

Hannah:
”Lige nu læser jeg Helvetica af Lars Müller, som handler om, hvor udbredt og betydningsfuld skrifttypen Helvetica er. Bogen fortæller blandt andet, hvordan skrifttypen kan være så inkluderende og læsbar, at det er blevet en af de mest anvendte skrifttyper i verden. Det lyder dødkedeligt – det er det virkelig ikke!”

Hvis du kunne invitere tre kendte gæster under 30 – levende eller døde – til middag, hvem skulle det så være?

Thomas:

Yahya Hassan – må han hvile i fred – var en indsigtsfuld og stor lyriker, som på blot 24 år oplevede flere facetter af Danmark og det at være menneske, end mange af os gør på et helt liv. Samtidig formåede han at berette om det på en måde, der brød igennem til den almene dansker

Malala Yousafzai fra Pakistan: den yngste nobelprismodtager i verdenshistorien, som blev forsøgt myrdet af taliban for at råbe højt om de krænkelser på menneskerettigheder, som fandt sted under talibans kontrol. Et heltemod af bibelske dimensioner, som man må bøje sig i støvet for.

Timothée Chalamet – stor skuespiller, stort ego, stor fornøjelse at have som bordherre formoder jeg.

Hannah:

Cecilie Grønlund, som har skrevet bøgerne Døgnåben og Jeg kunne flå noget levende. Dem elsker jeg, fordi de beskriver, hvordan det er at navigere mellem ungdoms- og voksenlivet i midt-20’erne, på godt og ondt.

Bukayo Saka er min yndlingsfodboldspiller fra Arsenal. Som halv englænder er jeg nærmest blevet tvunget på stadion som barn, men jeg har aldrig set Saka spille – måske kunne vi bare mødes til en sunday roast dinner.

Nina Rask, fordi hun er utroligt sjov og skarp.