Ole kommer fra en stilling som generalsekretær i KFUM-Spejderne. Tidligere har han bl.a. været souschef i Folkehøjskolernes Forening, sekretariatschef i Danske Studerendes Fællesråd, projektleder i Mellemfolkeligt Samvirke og højskolelærer på Silkeborg Højskole.
Sammen med bestyrelse og sekretariat skal han nu være med til at støtte unge mellem 16-30 år i at udleve deres drømme om en håbefuld og bæredygtig fremtid. For at du kan lære Ole lidt bedre at kende, har vi stillet ham fem spørgsmål:
Hvad inspirerer dig fagligt?
Jeg bliver inspireret af mennesker, der har noget på hjerte – når det, de gør, er båret af oprigtighed og ønsket om at gøre en forskel for andre. Det er dér, jeg finder inspiration: når nogen brænder for det, de gør, sætter noget på spil og insisterer på at bringe noget væsentligt ind i verden. Det kan være, når frivillige engagerer sig uden tanke for egen gevinst. Eller når et menneske tør dele sin tvivl, sin musik, sin kunst eller sin viden, og på den måde åbner et rum, hvor andre også kan være ærlige.
Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
Tegneserier! Jeg elsker eksempelvis Frank Miller. Og så fik jeg Caspar Erics ‘Crip’ foræret af en god bekendt, da jeg stoppede på mit tidligere arbejde. Den minder mig om, at skrøbelighed og styrke ofte bor side om side. Den balance er vigtig, både personligt og i det arbejde, jeg står midt i.
Hvad ser du som den vigtigste dagsorden for unge i Danmark de kommende år?
For mig er det helt afgørende, at vi sikrer og styrker demokratiet. Unge har her en vigtig stemme, spørgsmålet er, om vi som samfund faktisk lytter. At flere stemmer bliver hørt, er en forudsætning for, at vi kan tage fat på de store kriser, vi står i, og for at vi kan aflevere verden videre i en ordentlig stand. Demokratiet er ikke en selvfølge, men noget vi hele tiden må genopfinde sammen, generation for generation. Hvis vi lykkes med det, kan vi også finde svar på klimaudfordringerne, styrke fællesskaberne og skabe et samfund, som vi kan være bekendt at aflevere videre til kommende generationer.
Om Ole Buch Rahbek
Ole Buch Rahbek er 43 år. Han er cand.mag. i medievidenskab fra Aarhus Universitet og har en tillægsuddannelse i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Ole kommer fra en stilling som generalsekretær i KFUM-Spejderne i Danmark. Tidligere har han blandt andet været souschef i Folkehøjskolernes Forening, sekretariatschef i Danske Studerendes Fællesråd, projektleder i Mellemfolkeligt Samvirke og højskolelærer på Silkeborg Højskole.
Gennem hele sin karriere har han arbejdet med unges deltagelse og engagement i samfundet – altid med fokus på ledelse, partnerskaber og strategisk udvikling.
Jeg bliver inspireret af mennesker, der har noget på hjerte – når det, de gør, er båret af oprigtighed og ønsket om at gøre en forskel for andre
Ole Buch RahbekSekretariatschef i TuborgfondetHvilket råd ville du give dit yngre jeg på første arbejdsdag?
”Du overvurderer, hvor meget du kan nå på en uge, men du undervurderer, hvor meget du kan nå på et år”. Hav lidt tålmodighed og stol på, at du har det der skal til – også på den lange bane. Og at du ikke behøver kunne det hele selv. Spørg, lyt og byg relationer. Ledelse handler først og fremmest om at skabe rum, hvor andre kan lykkes. Og så: vær ikke bange for at drømme stort og for at fejle undervejs. Det er i forsøget – i modet til at tage skridtet fuldt ud – at udviklingen sker.
Hvis du kunne invitere tre kendte gæster – levende eller døde – til middag, hvem skulle det så være?
Caspar Eric
Digter, som med poesi og skarp samtidsanalyse sætter ord på krop, handicap, ungdom og de vilkår, vi lever under. Han kan åbne for en samtale, der både er øm, politisk og selvironisk. For mig er han interessant, fordi han viser, hvordan kunsten kan gøre det personlige universelt, og give stemme til erfaringer, der ellers ofte overses.
Emma Holten
Feminist og debattør, som med intellektuel klarhed og personlig erfaring har sat digitale rettigheder, køn og magt på dagsordenen i Danmark og internationalt. Hun er interessant for mig, fordi hun insisterer på at forene humor og alvor, og fordi hun skaber nye sprog for frihed og ligestilling i en tid, hvor det er afgørende.
Connie Hedegaard
Tidligere klimakommissær og minister, og en af Danmarks mest markante stemmer i den grønne omstilling. Hun repræsenterer erfaring, perspektiv og en ukuelig vilje til at holde klimakrisen på dagsordenen, også når det er svært. For mig er hun interessant, fordi hun kan udfordre os til at se de store linjer og fastholde nødvendigheden af handling.
De tre har alle en vigtig stemme, og så tror jeg faktisk, det vil være hyggeligt! Tilsammen vil de kunne skabe en samtale, der forbinder det personlige, det samfundsmæssige og det globale.