Mød Tuborgfondets medarbejdere: Janus og Camilla
03.02.2026
Nyhed
Økonomi- & administrationsansvarlig Camilla Polmer er retur fra barsel og Janus Larsen skifter sit vikariat ud med en titel som programmedarbejder pr 1. februar 2026. I den anledning har vi stillet dem et par spørgsmål om deres nye og gamle arbejdsopgaver. Ligesom vi får deres anbefalinger til bøger, og hvilke unge personligheder de vil spise middag med.
Camilla Polmer har været ansat i Tuborgfondet i fem år, i sommer gik hun på barselsorlov. Men nu er hun retur på kontoret.
Hvad er din rolle i Tuborgfondet?
”Når du ringer, så er det ofte mig du får i røret, og når du skriver en mail, så er det ofte mig, der sender dig et svar. Jeg sørger fx også for at vores bestyrelse får deres materiale til tiden, at jeres penge finder vej til jeres foreningskonti og for, at der er kaffe på kontoret.”
Janus Larsen har vikarieret for Camilla Polmer, og er nu startet i en nyoprettet stilling som programmedarbejder.
Janus:
”Jeg rykker over i programafdelingen. Her vil mine arbejdsopgaver være at understøtte vores projekter og de programansvarlige og at arbejde med ansøgninger og projekterne.”
Hvad ser du mest frem til i dit arbejde i Tuborgfondet?
Camilla:
”Al den gode energi. Jeg elsker at høre om jeres vilde og nogle gange lidt skøre drømme, og at vi kan hjælpe jer på vej med at føre dem ud i livet. Jeg holder også meget af at se en perfekt udført udbetalingsanmodning med et komplet bilagsmateriale, og så kan jeg godt lide, når der er bestyrelsesmøde og hele sekretariatet arbejder sammen om at levere et solidt materiale, så bestyrelsen kan tage de allerbedste beslutninger.”
Janus:
”Det jeg ser mest frem til, er at kunne være med til at skabe reelle forandringer for unge gennem alle mulige forskellige typer projekter. Når man kigger på de projekter, der tidligere er støttet af Tuborgfondet, er det tydeligt, at der sker en reel effekt for ungemiljøer rundt omkring i landet. Så det er spændende at få lov til at være med til at understøtte dette arbejde fremadrettet.”
Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
Camilla:
”Skyerne af Sigrid Adamsson. Der findes mange bøger om kærlighed, men ikke så mange om venskabskærlighed. Skyerne skulle være et stærkt portræt af, hvordan det er at leve tæt på et menneske med angst og ensomhed. Jeg glæder mig meget til at læse den.
Janus:
”En samling af Dan Turélls I byen artikler, hvor han nedfælder sine tanker om forskellige emner, han møder i hverdagen. De forskellige artikler giver et meget sjovt billede af det danske sprog og hans væremåde, når han harcelerer over en meteorologs brug af udtrykket ”spejlglat”, når nu et spejl er alt andet end glat, eller hans generelle undren over, hvorfor man dog forsøgte at åbne en Alhambra tematisk forlystelsespark på Frederiksberg i 1800-tallet.”
Hvis du kunne invitere tre kendte gæster under 30 – levende eller døde – til middag, hvem skulle det så være?
Janus:
”Ian Curtis, Sylvia Plath og Ethel Cain. Jeg er dybt fascineret af alle tres tekstuniverser, og de emner de hver især behandler, hvad end der er tale om musikalsk, poesi eller litteratur.”
Camilla:
”Michael Strunge, fordi jeg siden folkeskolen har elsket hans digte, der brøler af ungdommelig energi og livsnerve. Tessa, fordi hun allerede så ung har levet et kæmpe liv, og Mary Shelly, fordi det er for vildt at skrive Frankenstein som 18-årig.”

