Mere end musik: Her gør unge en forskel på Roskilde Festival
25.06.2025
Nyhed
Fra aktivisme og kunst til fællesskab og forandring: Mød nogle af de projekter, Tuborgfondet støtter, når unge står for dagsordningen på årets Roskilde Festival fra 28. juni til 5. juli.

Event
Roskilde Festival
Se programmet for
Art and ActivismRe:Act
Re:Act er en platform for eksperimenterende optrædener, inspirerende talks og workshops. Du kan se frem til at opleve rap, talks, paneldebatter, performances og workshops, hvor unge stemmer på hver deres måde kæmper for egne og andres rettigheder.
Re:Act er et samarbejde mellem Rapolitics og Institut for Menneskerettigheder. Med udgangspunkt i rap og hiphop styrker Re:Act unges forudsætninger for at bidrage til et frit og lige samfund. Det sker ved at oplyse og engagere unge i menneskerettigheder, så de øger deres viden, udvikler holdninger og er mere motiverede for at handle i forhold til menneskerettighedsudfordringer og -krænkelser.

Re:Act scenen
Flor
Den danske ungdomsbevægelse Flor inviterer dig med ind i Sanselige Forbindelser – et rum for fællesskab, fordybelse og sorg over, hvordan naturen bliver ødelagt omkring os.
Flor undersøger, hvordan vi gennem sansning, bevægelse og nærvær kan finde tættere forbindelse til os selv, hinanden og de andre arter, vi deler planeten med. Når vi sanser sammen, bliver afstanden mellem mennesker og natur lidt mindre.
Sorgkrans, mandag den 30. juni klokken 14.30:
Vær med til at flette en sorgkrans af materialer samlet i naturen og genbrugsmaterialer, mens vi synger sammen i en fælles guidet sørgesang. Vi skaber forbindelse til hinanden og udtrykker vores sorg, så den bliver mindre tung at bære. Workshoppen foregår på Flokkr.
Sansevandring, mandag den 30 juni klokken 15.00:
Efter sorgkrans-workshoppen bevæger vi os som en stor organisme fra Flokkr til The Yard, hvor vi åbner vores sanser og bruger dem til at udforske vores omgivelser i haven.
Hvalsang tirsdag den 1. juli klokken 12.00:
Kom og udforsk andre arters perspektiver på verden, og hvordan vi kan skabe tættere relationer mellem mennesker og natur. Vi har inviteret en hval til festivalen, der skal lede os rundt på Camp Site, mens vi øver os i at tale hvalsprog gennem hvalens hoved.
Du kan møde Flor på Flokkr scenen.
Sex og Samfund
Festivalen er fyldt med vild energi og fantastiske møder, men for at sikre, at alle kommer hjem fra Roskilde med gode og uforglemmelige oplevelser, er der én ting, som er vigtig at tale om: SAMTYKKE!
I år står Sex & Samfunds rådgivere klar hele ugen ved Orange Togethers dialogpunkt i EAST tæt på broen ved EOS og Clean Out Loud. Du kan komme forbi til en snak om sex, samtykke og grænser hele festivalen søndag-lørdag klokken 10-16.
SAGA
Gør din stemme gældende for demokratiet, når der søndag den 29. juni klokken 19.00 på Flokkr indbydes til valgfest på Roskilde Festival.
Med Roskilde FestiVALG giver SAGA dig mulighed for at få din stemme hørt og sammen med andre undersøge, hvordan fremtidens demokrati kan se ud – og hvordan det er noget, vi skaber og udvikler i fællesskab.
Deltag ved at sætte dit kryds i stemmeboksen ’Hvad stemmer du JA til?’ ved Flokkr og skriv hvilket emne, udsagn eller problem, du ønsker at bakke op om.
De emner og problematikker, deltagerne skriver i stemmeboksen, bliver en del af aftenens program-punkt VALGdebat: Hvem har taget vores stemme?, hvor nogle af forslagene bliver inddraget. Derefter inviterer SAGA til VALGfest – en fejring af demokratiet med musik og dans. Her kan du stemme med kroppen til en DJ-battle, hvor musikken kobles til aktuelle samfundsspørgsmål, valg og værdier.
SAGA er en partineutral ungdomsorganisation, der arbejder for at engagere og styrke unges indflydelse i samfundet. Gennem uddannelse, talentprogrammer og skoledialoger rustes unge til at blive fremtidens beslutningstagere og sikre, at deres stemme bliver hørt.
Det Cirkulære Laboratorium
Drop vanetænkningen og bliv klogere på, hvordan affald bliver til fremtid – midt i festivalens vildskab.
I det lille hjørne mellem Clean Out Loud og Dream City i Camping East finder du Cirkulære Laboratorium. Her kan du hver dag under festivalen opleve, hvordan affald forvandles til æstetiske materialer, smage på fremtiden og blive inspireret til, hvordan gamle telte får nyt liv som tøj. Alt er i spil: fra upcycling og tekstilinnovation til sociale initiativer og uventede eksperimenter – og du kan være blandt de første til at afprøve idéerne.
Det er ikke færdige løsninger – men med dine input kommer iværksætterne tættere på resultater, der kan inspirere til nye måder at tænke ressourcer på. Og samtidig kan du møde nogle af dem, der tør gentænke systemerne. Deltag, bliv klogere, og vær med til at forme en mere ansvarlig fremtid.
SUMH
Søndag den 29. juni klokken 14.00 kan du komme til TALK på Re:Act scenen med titlen: Festival, flirt og funktionsnedsættelser.
Festivaler er et frirum – et sted, hvor vi mødes, flirter, fester og nyder friheden. Men hvad nu, hvis verden ikke er indrettet til din krop? Hvordan danser man i kørestol i en tætpakket menneskemængde? Hvordan navigerer man i campingområdet med en synsnedsættelse? Og hvad betyder tilgængelighed egentlig, når vi taler om kærlighed, seksualitet og spontanitet?
SUMH (Sammenslutningen af Unge med Handicap) inviterer til en vigtig og underholdende samtale om retten til at være en del af festen – på egne præmisser. Et panel af unge med funktionsnedsættelser deler deres erfaringer, hacks og ønsker for en festival, hvor alle kan deltage på lige fod – fra handicappodiet til teltpladsens kærlighedsliv.
Kom og vær med til at udfordre normerne og bliv klogere på, hvordan vi skaber et mere tilgængeligt og inkluderende festivalmiljø.