For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Kommunikations- ansvarlig til Tuborgfondet

20.02.2023

Nyhed

Jobopslag

Tuborgfondet har gennem de seneste år været igennem en rivende udvikling, og det årlige beløb til uddelinger er vokset markant. Derfor søger vi til en ny fast stilling en kommunikationsansvarlig, der i tæt samarbejde med den brand- & kreativeansvarlige vil være med til at tage fondets kommunikation til nye højder, og indfri vores ambitioner om at være den fond, der er kendt for at arbejde for unge og støtte deres drømme.

Jobopslag

Programansvarlig i Tuborgfondet

Tuborgfondet består af et mindre sekretariat på 10 personer, og dine opgaver bliver meget forskellige. Derfor søger vi en kollega, der har kommunikationsværktøjskassen i orden, dvs. du mestrer flere forskellige discipliner indenfor kommunikation.

Dine opgaver er blandt andet:

  • Udbygge og udvikle vores eksisterende initiativer inden for public affairs, presseindsatser og kommunikation til ansøgere
  • Være rådgivende på fondets fremtidige kommunikative indsats
  • Igangsætte undersøgelser af unges holdninger til vores indsatsområder
  • Udvikle og afvikle fondets events, herunder vores deltagelse på Folkemødet, Årsskrift Live
  • Formidle ny viden med afsæt i læring og resultater fra de projekter, fondet støtter
  • Planlægge kommunikation i samarbejde med de organisationer, Tuborgfondet støtter
  • Få Tuborgfondets budskaber ud over rampen ved at afprøve nye metoder og opsamle viden om vores målgrupper

Organisering, dine faglige kompetencer og erfaringer

Du bliver en del af et lille kommunikationsteam, hvor du indgår på lige fod med Tuborgfondets brand- og kreativeansvarlige. Derudover er der to studentermedhjælpere tilknyttet kommunikation. Du refererer ligesom resten af teamet til sekretariatschefen.

Du har fx en kandidatgrad i kommunikation, medievidenskab eller er journalistuddannet og har minimum 5 års erfaring fra en lignende stilling efter endt uddannelse. Her har du arbejdet med presse- og medieindsatser, strategisk kommunikation samt har planlagt og udviklet events. Du har en veludviklet og stærk kommunikationsstrategisk muskel, du er proaktiv i netværksopbygning og kan skære budskaber og historier, så de står knivskarpt. Vi ser derudover gerne, at du også har en grundlæggende forståelse for sociale medier, redigering af hjemmesider og lignende kommunikationsopgaver.

Søg jobbetArrow Right

Det støtter Tuborgfondet

Tuborgfondet arbejder for, at unge i fællesskab kan gøre en forskel og finde nye løsninger og sammen skabe en håbefuld og bæredygtig fremtid. Vi uddeler penge til organisationer og ungefællesskaber til gavn for samfundet.

Tuborgfondet styrker unges muligheder og handlekraft gennem fire indsatsområder:

  • Arbejdsmarked – fra ungdomsliv til arbejdsliv
  • Entreprenørskab – rum for grønne idéer
  • Demokrati – næste generations stemme og deltagelse
  • Kreative Erhverv – vækstlag i rytmisk musik

De seneste år har fondet uddelt ca. 60-70 mio. kr. om året, og i 2022 uddelte vi 97 mio. kr. Vi forventer at uddele på dette niveau de kommende år, blandt andet gennem et nyt fokus rettet mod erhvervsuddannelser.

Tuborgfondet sætter unge i centrum og tager udgangspunkt i deres behov, ønsker og drømme. Vi samarbejder med unge og organisationer, der har unge som målgruppe, og vi er nysgerrige på nye måder at skabe forandring. Vi støtter små og store projekter i hele landet og lægger vægt på at være en åben og synlig fond i øjenhøjde med omverdenen og vores samarbejdspartnere.

Som medarbejder i Tuborgfondet kan du se frem til:

  • Et stærkt team og mulighed for faglig udvikling
  • En arbejdsplads i centrum af København, hvor du også har mulighed for at arbejde hjemme
  • Sublim frokostordning
  • Sundhedsforsikring og arbejdsgiverbetalt pensionsordning
  • Fokus på trivsel, kollegaskab og godt arbejdsmiljø

Ansættelsesforhold

  • Arbejdstiden er 37 timer om ugen
  • Stillingen ønskes besat hurtigst muligt
  • Tuborgfondet har hjemme i Ny Kongensgade 20, København V.
  • Løn i henhold til kvalifikationer

Er du klar til at sende en ansøgning?

Send en kort ansøgning via Jobindex på max en side og vedlæg CV. Fortæl hvorfor du ønsker at arbejde i Tuborgfondet og kom gerne med idéer til, hvilke nye perspektiver på fondets kommunikation, som du vil bidrage med.

Hvis du bliver kaldt til samtale, vil vi bede dig løse en mindre kommunikationsopgave.

Ansøgningsfrist er søndag den 12. marts 2023, og vi forventer at afholde samtaler i uge 11 og 12.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte brand- & kreativeansvarlig Anni Riedel-Lyngskær på 2073 8076 eller al@tuborgfondet.dk eller sekretariatschef Peter Giacomello på 4028 2820 eller pg@tuborgfondet.dk.

Behandling af personoplysninger

For at kunne vurdere og behandle din ansøgning og CV har vi brug for at behandle dine personoplysninger.
Læs mere om vores databeskyttelsespolitik.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, kønsidentitet, alder og lign. til at søge stillingen.

Om Tuborgfondet

Tuborgfondet er en del af Carlsbergfondet, der er hovedaktionær i verdens tredje største bryggeri Carlsberg A/S. Vores uddelingsmidler kommer fra aktieafkastet og er fastsat til 13% af Carlsbergfondets årlige uddelinger. Du kan læse mere om Tuborgfondet på tuborgfondet.dk.