For ansøgere
Lyn-valgpulje: Flere unge stemmer til FolketingsvalgetDrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Fra studie til skalerbar forretning: Iværksættere gentænker farvepigmenter og byggeaffald

22.01.2026

Nyhed

Arbejdsmarked

Hvad har naturlige pigmenter fra grundvand og fliser lavet af byggeaffald til fælles? Begge er udgangspunktet for to unge iværksættere, der netop er optaget på Innofounder – Innovationsfondens 12 måneder lange fuldtidsforløb for iværksættere med ambitioner om at leve af en god idé.

Indsatsområde

Arbejdsmarked

Læs mere om Startup Support & Hub

Startup Support & Hub

Thomas Woltmann fra Pigmenta og Karoline Aigner fra ReCraft Design Studio har begge været en del af Det Kongelige Akademis Startup Support & Hub, som Tuborgfondet støtter. I hubben har de udviklet deres idéer i overgangen fra studie til arbejdsliv. Med optagelsen på Innofounder tager de nu næste skridt mod at opbygge virksomheder, der kan skaleres.

”Som iværksætter står man lidt på bar bund, når man afslutter uddannelsen – og her er Startup Support & Hub en rigtig god overgang til tilværelsen som selvstændig. Jeg har fået sparring, rådgivning, netværk og ikke mindst adgang til værksteder,” fortæller Thomas Woltmann, som er uddannet møbeldesigner. Han fremhæver også kurser med fokus på økonomi og personlig trivsel som vigtige elementer i et krævende iværksætterliv.  (Artiklen fortsætter under billedet)

Karoline Aigner er enig – hun blev uddannet arkitekt i 2024:

“I Recraft fik vi ro og stabile rammer på et kritisk tidspunkt, så vi kunne fokusere på at udvikle idéerne og opbygge virksomheden i stedet for hele tiden at skulle gentænke vores setup.”

Startup Support & Hub er målrettet studerende og nyuddannede fra Det Kongelige Akademi, der vil arbejde seriøst med iværksætteri. Startup Hub er et forløb, der tilbyder et års inkubation med skræddersyet support f.eks. baseret på deltagernes afgangsprojekter. For Thomas og Karoline har forløbet givet dem mulighed for at teste, kvalificere og udfordre deres projekter, inden de tog springet videre.

Iværksætteri bygget på 300.000 år gammel idé

De iværksættere, der er en del af Startup Support & Hub, arbejder med løsninger inden for arkitektur, design og mode, og den bærende idé skal være grøn. Pigmenta og ReCraft Design gentænker da også begge brugen af materialer, affald og naturressourcer.

Pigmenta er Thomas Woltmanns virksomhed, hvor han arbejder i krydsfeltet mellem kunst og kommerciel produktion. Han udvinder okker – et biprodukt når vandværker pumper grundvand op fra jorden – og forarbejder mineralet til pigment, som blandt andet anvendes til indfarvning. Senest i et samarbejde med linolie.dk.

”Mennesker har brugt okker til indfarvning siden hulemalerierne. Det er en gammel teknik, jeg forsøger at genstarte med fokus på lokale ressourcer. Farven varierer geografisk, og temperaturen i efterbehandlingen spiller en rolle for det færdige udtryk. På den måde fortæller pigmentet sin egen særlige historie om sted og håndværk,” fortæller Thomas.

Startup Support & Hub

Startup Support & Hub er Det Kongelige Akademis iværksættertilbud til studerende og nyuddannede, der ønsker at arbejde videre med deres projekter som forretning. Startup Support er rådgivning undervejs på studiet, og Startup Hub er et 12-måneders forløb baseret på optagelse, der tilbyder inkubation, sparring, adgang til værksteder og et fagligt fællesskab i overgangen fra studie til arbejdsliv. Startup Support & Hub er støttet af Tuborgfondet. Læs mere om hubben her

Innovationsfonden står bag Innofounder

Innofounder er et 12 måneder langt fuldtidsforløb for iværksættere med en videregående uddannelse. Forløbet skal accelerere udviklingen af innovative idéer fra tidlig fase til et stadie, hvor virksomheden kan stå på egne ben – enten gennem salg eller ved at tiltrække yderligere offentlige eller private investeringer. Læs mere på Innovationsfondens hjemmeside

Mennesker har brugt okker til indfarvning siden hulemalerierne. Det er en gammel teknik, jeg forsøger at genstarte med fokus på lokale ressourcer.

Thomas WoltmannMøbeldesigner og iværksætter

Ud over den kommercielle del arbejder han også kunstnerisk med pigmenterne i udstillinger, møbler og installationer, der formidler okkerens historie og potentiale. Projektet har allerede opnået opmærksomhed gennem priser, udstillinger og optagelse i Statens Kunstfonds talentprogram.

Grønne fliser af byggeaffald

ReCraft Design Studio består af et internationalt team med David Schneider, Karoline Aigner og Matti Kemppainen. Virksomheden upcycler byggeaffald og forvandler det til æstetiske fliser. CO₂ forbliver bundet i materialet, og processen sparer også brug af nye materialer. ReCraft har allerede markeret sig på den danske designscene med blandt andet deltagelse på DAC’s udstilling GENBRUG! og flere legater undervejs. (Artiklen fortsætter under billedet)

 

 

ReCraft Design Studio består af et internationalt team med David Schneider, Karoline Aigner og Matti Kemppainen.

ReCraft Design Studio består af et internationalt team med David Schneider, Karoline Aigner og Matti Kemppainen.

“Det særlige ved vores tilgang er, at vi kombinerer genbrug, håndværk og produktion. Vi bevarer materialernes særlige kvaliteter og historie, samtidig med at de kan bruges i reelle byggeprojekter,” fortæller Karoline.

Med optagelsen på Innofounder får både Thomas og Karolines team nu mulighed for at arbejde fuld tid på deres virksomheder i et struktureret udviklingsforløb støttet af Innovationsfonden. Her er fokus på at modne forretningen, validere markedet og opbygge et fundament, der kan bære – også på længere sigt.

For både ReCraft Design Studio og Pigmenta er målet klart: at vise, at ambitiøse, grønne idéer også kan blive til levedygtige virksomheder.

”Drømmen er, at Pigmenta på sigt kan blive et reelt alternativ til syntetiske pigmenter – men først handler det om at få en industriel produktion op at køre,” fortæller Thomas.

Karoline supplerer om arbejdet i Recraft:

“Jeg håber, at Recraft kan være en del af et større samarbejde på tværs af branchen. At vi kan få skabt et nyt økosystem, hvor cirkulære materialeløsninger kan skaleres og blive et realistisk valg i byggeriet.”

RELATEREDE NYHEDER

10.02.2025ArbejdsmarkedDet Kongelige Akademi får støtte til iværksætterindsats