Da folkeskoleeleverne i 2017 skulle vælge en ungdomsuddannelse, valgte 74 procent en gymnasial uddannelse som deres førsteprioritet. 18 procent valgte en erhvervsuddannelse. Det er netop den uligevægt, Danske Skoleelever (DSE) med et udspil til en mere praktisk folkeskole vil lave om på. Målet er, at flere afgangselever vælger erhvervsuddannelser, og udspillet er planlagt lige op til politiske forhandlinger på folkeskoleområdet.
Uddannelsesvalg og samarbejde med erhvervsliv
DSEs udspil består af 9 konkrete punkter (se alle punkterne nedenfor). Heriblandt projektet Next Step, der er en mentorordning i samarbejde med Tuborgfondet og Dansk Supermarked. Ordningen matcher elever med ansatte i virksomheder og forener det teoretiske skolearbejde med arbejdslivet. Formålet med projektet er at forberede eleverne til et og liv med uddannelse og karriere, at styrke elevernes karrierelæring med fokus på et solidt og praksisnært kendskab til reelle jobmuligheder og at bringe arbejdsmarkedet og folkeskolen tættere sammen.
Udspillet indeholder disse 9 punkter:
UU-vejledning: Alle skal have adgang til en vejleder.
Brobygning: En uge på et gymnasie og en uge på en erhversuddannelse.
Erhvervspraktik: To ugers erhvervspraktik i 8.- og 9. klasse.
Praktisk projektopgave: Obligatorisk projektopgave må løses praktisk eller teoretisk.
Praktiske valgfag: Elever i 7. klasse skal vælge et praktisk valgfag.
10. klasse: Samarbejde med ungdomsuddannelserne, så brobygning er muligt.
Håndværk og design til 9. klasse: Forlænge faget til udgangen af 9. klasse.
Samarbejde med lokalsamfund: Og omkringliggende virksomheder.
Next step: Projekt med Tuborgfondet med mentorordninger mellem skoler og lokale virksomheder.
Foto: Tanja Carstens Lund
”Der er elever, der ikke kan se sammenhængen mellem andengradsligninger og det virkelige liv, derfor taber vi nogle. Det er i høj grad de elever, der gerne vil lave noget med hænderne efter folkeskolen, og fordi hænderne ikke er en del af folkeskolen, får vi ikke udvundet det potentiale, som mange elever har.”
Vi bruger cookies for at forbedre dit besøg på sitet og indsamle statistik. Læs mere om, hvordan vi bruger cookies her.