For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Året der gik i Tuborgfondet: 151 mio. kr. til unges idéer

13.01.2026

Nyhed

Den første ansøgning landede 2. januar kl. 03.41. Den sidste tikkede ind 29. december lige før frokost. I løbet af 2025 blev der sendt 1.551 ansøgninger til Tuborgfondet. 468 projekter endte med at få støtte til gavn for unge fra Bornholm til Nuuk.

Samlet set uddelte Tuborgfondet 151.343.463,42 kr. til projekter med udgangspunkt i unges drømme. Projekterne spænder vidt – fra talentworkshops under festivalen KlangFest på Bornholm og STEM-faglige fællesskaber for unge kvinder i Sønderborg til Verdens Mindste Cykelværksted i Aarhus og en ung-til-ung-mentorordning på en erhvervsskole i Nuuk, Grønland.

Der blev også bevilget 38,2 mio. kr. til Gejst, et partnerskab med Hotel- og Restaurantskolen i København, der skal inspirere erhvervsuddannelser i hele landet til nye måder at undervise på. Bevillingen dækker perioden 2026-2030. Gennem Tuborgfondets valgpulje fik 39 projekter over hele landet penge til at engagere unge i kommunalvalget i november.

Ansøgningssystemet er åbent hele døgnet året rundt. Og guys – I skal huske at sove, når det er nat! I årets løb modtog vi hele 58 ansøgninger mellem kl. 00 og 08.
I alt behandlede Tuborgfondet 1.551 ansøgninger i 2025 – svarende til 129 ansøgninger om måneden. 30 procent af ansøgningerne endte med at få støtte. Mandag var den ugedag, hvor flest sendte deres idéer ind: 289 ansøgninger i alt.

Unges drømme, fælles handling

I Tuborgfondet arbejder vi for at styrke unges muligheder for at realisere idéer sammen med andre unge. Unges handlekraft er afgørende for, at både samfund og erhvervsliv bliver ved med at udvikle sig.

Størstedelen af midlerne blev i 2025 uddelt som projektstøtte, det vil sige større bevillinger til projekter af længere varighed. 37 bevillingsmodtagere modtog samlet knap 129 mio. kr.

I årets løb er der blandt andet givet støtte til, at MINO Ung kan udvide sit arbejde med at skabe stærke fællesskaber og give minoritetsetniske unge en national stemme. Tuborgfondet har også støttet Grønt Akademi, som samler ungdomspolitikere på tværs af partier, og givet en større bevilling på 10 mio. kr. til projektet MÆRKBAR, som med udgangspunkt i landets musikskoler skal arbejde for et mere mangfoldigt musikliv.

618 kroner til en god idé

En del af midlerne gik til Drømmepuljen, Tuborgfondets indsats som er målrettet unge mellem 16 og 30 år og har en svartid på én uge. En ansøgning behøver ikke være perfekt udformet – det vigtigste er, at vi kan mærke en idé, som sprudler, og et fællesskab der rykker.

I 2025 modtog Tuborgfondet 1.067 ansøgninger til Drømmepuljen, og 349 projekter fik støtte. Årets mindste bevilling gik til foreningen Silba i Aalborg, som modtog 618 kr. til et debatarrangement om valg og demokrati i Moldova.

Tuborgfondet fik ny sekretariatschef i 2025. Ole Buch Rahbek tiltrådte i september og står sammen med sekretariat og bestyrelse i spidsen for det videre arbejde med at styrke unges drømme, mod og handlekraft.

 

Tuborgfondet blev oprettet i 1931 med det formål at uddele penge til samfundsgavnlige formål med særlig støtte til dansk erhvervsliv.
I dag støtter Tuborgfondet dansk erhvervsliv ved at danne unge til arbejdslivet og støtte udviklingen af unges forandringspotentiale, entreprenørånd og erhvervskompetencer. De økonomiske midler kommer fra Carlsbergfondet, som vi siden 1991 har været en del af, og uddelingsmidlerne kommer fra aktieafkastet fra Carlsberg A/S.

De fik bl.a. projektstøtte i 2025

Kvinderådet

524.425 kr.

Peqqissaanermik Ilinniarfik (PI)

1.758.680 kr.

Mino Ung/Mino Danmark

5.313.100 kr.

Hotel- og Restaurantskolen

38.200.000 kr.

Humanity in Action Danmark

300.000 kr.

Lærlingeoprøret

210.000 kr.

Danske Musik- og Kulturskoler (DMK)

10.304.940 kr.

Ledernes Hovedorganisation

2.518.000 kr.

Kulturens Analyseinstitut

984.000 kr.

Esport Danmark

3.173.800 kr.

ROSA

4.975.593 kr.

Foreningen FISKEN

1.512.814 kr.

Frontløberne

450.000 kr.

Nordic Safe Cities

1.350.000 kr.

Komitéen for MAD Symposium

1.888.000 kr.

RELATEREDE NYHEDER

04.12.2025ArbejdsmarkedUnge på erhvervsuddannelser drømmer om et arbejdsliv i balance