Skal vi tælle danskernes stemmer sammen?
12.03.2026
Nyhed
Demokrati
Kaffe, god stemning og stakkevis af danskernes stemmer. Og mere kaffe. Og efter det, nok lidt mere kaffe. Og så bare tælle, tælle, tælle. Det er mit bud på, hvordan min kæreste Oliver og jeg kommer til at bruge vores aften i Rådhushallen tirsdag den 24. marts, når Danmark går til valg.

Indsatsområde
Demokrati
Læs mere om
Lyn-valgpuljenVi har nemlig meldt os som valgtilforordnede. Eller mere præcist: som aftentællere.
Det betyder, at vi først møder ind senere på dagen, når stemmerne skal gøres op. Så mens vi både kan nå på job, i skole og sætte vores eget kryds, er der andre, der trofast møder op tirsdag klokken syv om morgenen. Og de går først hjem sammen med os aftentællere, når den sidste stemme er talt.
Valgets helte, vil jeg kalde dem.
Vi har derfor talt om, at vi nok har sprunget over, hvor gærdet er lavest. Men det, at vi overhovedet har taget springet, er vel også en start. Beslutningen opstod ret spontant, og kort efter var vi begge tilmeldt. (Artiklen fortsætter under billed-slideshowet).
Med tjansen som aftentæller følger et mindre honorar og aftensmad. Men netop det honorar fik Oliver til at tøve et øjeblik. Han er bygningssnedker og er derfor vant til at få løn for sit arbejde, hvilket jo er en fair sag.
Jeg står lidt i den anden grøft, da jeg har lavet frivilligt arbejde siden jeg var 17 år, så den slags arbejde er jeg efterhånden ret øvet i. Jeg er på niende år nu. Gud, jeg er gammel.
Dengang for ni år siden var det en følelse af afmagt, der fik mig i gang, og et par dage senere havde jeg min første dag som frivillig i Dansk Flygtningehjælp. Siden da har arbejde som det givet mig nogle af de fællesskaber, der har haft størst betydning for mig.
Men følelsen af afmagt er desværre ikke forsvundet hos unge i dag, tværtimod.
Og for lige at understrege påstanden med kolde tal hiver jeg den samme analyse frem, som jeg for nylig brugte i et opslag på de voksnes yndlingsmedie: LinkedIn. Den nyeste analyse fra Dansk Ungdoms Fællesråd viser nemlig, at unge der oplever at have indflydelse på ting der påvirker dem i samfundet, har højere livstilfredshed, er gladere og har en større tro på, at de kan klare udfordringer i livet.
Men analysen viser også, at hele 42 procent af unge slet ikke eller i lav grad føler, at de har den indflydelse.
Og det er måske ikke så mærkeligt, at næsten halvdelen af de unge respondenter har en følelse af afmagt. Verden omkring os er præget af krige, had, politisk polarisering og en klimakrise, der ikke længere skal ignoreres. Og mange steder i verden er retten til at stemme på ingen måde en selvfølge. Samtidig har resultatet fra kommunalvalget herhjemme malet Danmark i to mørke farver: mørkeblå og mørkerød.
Hjemme hos os i Nordvest handler forskellen mest om, hvornår valgkampen fylder.
“Der er ikke blevet sagt et ord om valgkampen eller politik generelt på mit studie.”
“Vi snakker nærmest ikke om andet på mit.”
Og selvom første kommentar kom fra Oliver, er det ham, der trofast sidder og ser Debatten for anden gang, hvorefter han hopper direkte videre til TV2’s helt nye format Højskolen.
“Se, det er sådan noget, der er godt for mig. Hvor der rent faktisk er tid til at høre, hvad de går til valg på, uden de står og råber i munden på hinanden.”
3 hurtige om at være valgtilforordnet
Hvad er honoraret på?
Man modtager et skattefrit beløb på 1.380 kr. som tilforordnet, for at være med fra kl. 07.00 og til optællingen er færdig.
Som aftentæller er beløbet på 460 kr., for at være med fra kl. 19.30 frem til optællingen er slut.
Hvad skal man lave?
Som tilforordnet er man på valgstedet og hjælper i løbet af dagen med forskellige opgaver, for eksempel ved at sidde ved et af valgbordene.
Som aftentæller hjælper man (sammen med tilforordnet) med at tælle stemmerne op, efter valgstedet er lukket.
Hvordan tilmelder man sig?
Du kan tilmelde dig på din kommunes hjemmeside, hvor der vil være et link til tilmeldingen. Det er også her du vælger, hvilket valgsted du gerne vil hjælpe til ved.
Mit svar var et stille nik, mens jeg stadig sad klistret til skærmen og brugte min sidste koncentration på dagens afsnit af Paradise Hotel, hvor Maja og Rasmus var i fuld gang med et heftigt skænderi.
Vores studier, vores venners interesser og vores valg af underholdning derhjemme er ret forskellige. Det bliver danskernes stemmesedler den 24. også.
Rødt, blåt, blankt. Personligt eller partisk. Alle med vidt forskellige mærkesager og håb for hvem der skal stå i spidsen for Danmark de næste fire år.
Der er ikke blevet sagt et ord om valgkampen eller politik generelt på mit studie
Oliver WarmningBygningssnedker i gang med uddannelsen til bygningskonstruktørMen på valgdagen står vi alle i kø til præcis det samme. Og på en eller anden måde giver det mig en følelse af, at vi stadig står sammen, på trods af vores forskellige holdninger og værdier.
For det at stille sig i den lange kø efter arbejde på en sen eftermiddag, er også en måde at støtte demokratiet på. Måske er det derfor, det føles meningsfuldt at hjælpe til, selvom opgaven i sig selv er ret enkel.
Og det bringer mig tilbage til begyndelsen af den her tankestrøm. Kaffe, god stemning og stakkevis af danskernes stemmer. Og mere kaffe. Og efter det, nok lidt mere kaffe. Og så bare tælle, tælle, tælle.
Måske er det en handling mod følelsen af afmagt. Eller i hvert fald et bud på det.
Jeg er helt sikker på, at aftenen nok skal blive lang. Men heldigvis er der fire år til næste gang, man skal tage stilling til, om man vil melde sig som valgtilforordnet igen.
Den tid, den glæde.
Artiklen er skrevet af Bella Vad. Hendes kærestes fulde navn er Oliver Warming.






