For ansøgere
Lyn-valgpulje: Flere unge stemmer til FolketingsvalgetDrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

LITRA åbner i Jernbanebyen: værkstedsmiljø for unge

19.03.2026

Nyhed

Arbejdsliv

I Jernbanebyen i København åbner et nyt hjem for designere, håndværkere og iværksættere, der vil bygge deres idéer i virkeligheden. Den 1. april 2026 kan du besøge LITRA på Otto Busses Vej 21. Et værkstedsmiljø på over 1.000 m², der skal gøre det lettere at blive fysisk iværksætter.

Indsatsområde

Arbejdsmarked

Læs mere

Læs mere om LITRA her

Nogle starter med en idé. Andre mangler et sted at bygge den. For mange fysiske iværksættere er netop adgangen til værksteder, maskiner og et fagligt fællesskab det, der afgør, om deres idé bliver til forretning.

I en historisk grovsmedje fra 1907 har maker derfor skabt et værkstedsmiljø, hvor medlemmer kan bygge, teste og udvikle fysiske produkter og designløsninger på tværs af fagligheder. Etableringen af LITRA er realiseret med støtte på i alt 10 mio. kr. fra Tuborgfondet, Tietgenfonden, Realdania og Otto Mønsteds Fond.

LITRA skal sænke barriererne for fysisk skabelse i byen. Her behøver man hverken eget værksted, egne maskiner eller et allerede etableret netværk for at komme i gang. Ambitionen er at give flere i København mulighed for at arbejde praktisk med design, håndværk og innovation, og samtidig skabe et stærkere fundament for et kreativt miljø, der kan udvikle løsninger til fremtidens behov.

Bag projektet står maker, en non-profit forening, der siden 2015 har arbejdet for at gøre fysisk iværksætteri og bæredygtig produktudvikling mere tilgængelig i København.

LITRA er næste skridt. Med nye værksteder inden for træ, metal, tekstil og digital fabrikation samt kontorpladser, eventlokaler og fællesområder, gives der plads til medlemmer, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Samtidig styrker maker indsatsen for unge gennem Ungesporet, der gennem aktiviteter og workshops giver flere unge adgang til design, håndværk og kreative fællesskaber.

“Alt for mange gode idéer bliver ved skitsen, fordi der mangler adgang til værksteder, udstyr og mennesker at lære af. Med LITRA får København et hus, hvor skaberkraft, håndværk og teknologi mødes og hvor flere kan være med til at bygge de løsninger, vi får brug for i fremtiden.”
– Malte Hertz Jansen, administrerende direktør i maker.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Alf Arén

Foto: Alf Arén

Fakta

  • Åbner: 1. april 2026
  • Adresse: Otto Busses Vej 21, København SV
  • Fondsstøtte til transformation: 10 mio. kr.
  • Medlemskab: Fra 150 DKK – 2.200 DKK
  • Åbningsarrangement: 22. maj 2026 fra kl. 15.00
  • Link til landingpage og pressekit: www.maker.dk/litra

I makers miljø har flere allerede udviklet deres praksis og produkter, blandt andre designvirksomheden Birdie, Yoon Møbelsnedkeri og den internationalt prisvindende designer Zsuzsanna Horvath. Fælles for fysiske iværksættere er behovet for et sted, hvor man kan arbejde professionelt med produktudvikling uden at føle sig isoleret, og hvor der er adgang til både maskiner og ligesindede, der kan hjælpe deres forretning til næste niveau.

Med LITRA får København et sted, hvor sådan et udviklingsmiljø kan vokse i skala.

Maker markerer åbningen med et åbningsarrangement den 22. maj 2026 kl. 15.00 til sent. Alle er velkomne, og der vil være rundvisning, udstilling, talere, bar og livemusik.

Etableringen af LITRA er muliggjort med støtte fra Tuborgfondet, Tietgenfonden, Realdania og Otto Mønsteds Fond, mens transformationen er udviklet i samarbejde med Tegnestuen Vandkunsten og med opbakning fra bygningsejeren, DSB Ejendomsudvikling A/S.

“Når unge får adgang til værksteder, redskaber og et fællesskab om det at skabe noget i praksis, kan idéer pludselig blive til handling. Med Ungesporet i LITRA får flere unge mulighed for at prøve kræfter med design, håndværk og iværksætteri – og opdage, hvad de selv kan skabe.”
– Pernille Brems, udviklingsansvarlig i Tuborgfondet.

Tuborgfondet har støttet med 3,5 mio. kr. til projektet Ungesporet.

Når unge får adgang til værksteder, redskaber og et fællesskab om det at skabe noget i praksis, kan idéer pludselig blive til handling.

Pernille BremsUdviklingsansvarlig i Tuborgfondet.

“Med LITRA får vi et mødested, hvor lærlinge, studerende, iværksættere og virksomheder kan udfolde sig kreativt i et åbent iværksættermiljø. Her bliver der god plads til at dyrke de kreative idéer og det gode håndværk. Ambitionen er at gøre de moderne værkstedsfaciliteter tilgængelige for en bred vifte af brugere – uanset om man arbejder med træ, metal, tekstil eller digital fabrikation. LITRA bliver et sted, hvor der bliver plads til både skaberkraft og innovation.”
– Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Tietgenfonden

Tietgenfonden har støttet med 3,4 mio. kr. til værksted og muligheden for at åbne huset til flere brugere med særligt fokus på unge og håndværk.

“LITRA giver nyt liv til en bevaringsværdig bygning og åbner dørene for et sted, hvor skaberkraft kan få plads midt i København. Her får unge, iværksættere og håndværkere adgang til værksteder og et fællesskab, hvor idéer kan udvikles og prøves af i praksis. Samtidig viser projektet, hvordan man med en nænsom transformation kan arbejde mere bæredygtigt med de bygninger, vi allerede har.”
– Simon Kofod-Svendsen, projektchef i Realdania

Realdania har støttet med 1,5 mio. kr. til transformation af fællesområder og udendørsmiljøer.

”Iværksætteri er både inspirerende og krævende. Adgang til et åbent værksted med de rette faciliteter samt et stærkt netværk af ligesindede kan være afgørende for at omsætte idéer til bæredygtige virksomheder. Derfor har bestyrelsen i Otto Mønsteds Fond valgt at støtte et ambitiøst initiativ, der bygger videre på et velafprøvet koncept. Med stærke rammer og nye samarbejdsflader vurderes initiativet at have potentiale til at nå en bredere målgruppe og skabe varig værdi for både uddannelsesinstitutioner, iværksættere og erhvervslivet.”
– Otto Lauge Frederiksen, fondsadministrator i Otto Mønsteds Fond.

Otto Mønsteds Fond har støttet med 1. mio. kr. til etablering af mezzanine og værksted.

Om maker

Maker er en platform for fysisk iværksætteri i København og driver et værkstedsmiljø og fællesskab for fysiske iværksættere, startups og kreative, der udvikler og bygger idéer i praksis. Maker samarbejder med virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige aktører i Danmark og internationalt med fokus på bæredygtighed, cirkulære materialestrømme og fysisk entreprenørskab. Maker er en medlemsbaseret non-profit forening stiftet i 2015.

Kontaktoplysninger

Pressekontakt: Sarah Coster, Kommunikationsansvarlig, sarah@maker.dk, tlf. 2235 3620

Baggrund: Malte Hertz Jansen, Administrerende direktør, malte@maker.dk, tlf. 2891 3537

 

Realdania: Simon Kofod-Svendsen, Projektchef, sks@realdania.dk

Tietgenfonden: Sune Blicher, Kommunikationskonsulent, sub@nordeafonden.dk

Otto Mønsteds Fond: Otto Lauge Frederiksen, Fondsadministrator, ​​omf@omfonden.dk

Tuborgfondet: Stine Munk Rasmussen, Kommunikationsansvarlig, sr@tuborgfondet.dk

RELATEREDE NYHEDER

31.10.2023ArbejdsmarkedErhvervsuddannelser: Begejstring skal være brændstof