For ansøgere
Lyn-valgpulje: Flere unge stemmer til FolketingsvalgetDrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

HTX-elever udvikler brætspil til erhvervsuddannelser

21.05.2025

Nyhed

Entreprenørskab

Det nye brætspil er udviklet af en gruppe unge og skal bruges til at styrke fællesskabet blandt elever på særligt erhvervsuddannelser gennem trivselsprogrammet Me&We, som Tuborgfondet støtter.

Indsatsområde

Arbejdsmarked

Læs mere om

Me&We

”Mine ben rystede,” fortæller 17-årige Tristan Vindevoghel Hansen. Sammen med tre klassekammerater skulle han præsentere det brætspil, de har brugt månedsvis på at udvikle. Og nu var dagen kommet, hvor spillet for alvor skulle stå sin prøve, og der var god grund til at være lidt nervøs.

For udover de mange erhvervsskoleelever i Roskilde, var H.M. Dronningen også til stede for at deltage i lanceringen af spillet, der har til formål at bringe spillerne tættere sammen og skabe forståelse for hinandens forskellige perspektiver. Og selvom Tristan ikke ser sig selv som royalist, gjorde den kongelige deltagelse alligevel indtryk:

”Det var jo ikke bare, hvem som helst, og jeg ser det som en ’once in a lifetime-oplevelse’,” siger han og tilføjer: Vi havde stået ude bagved og øvet os på vores tale, og da vi så kom ud, stod der SÅ mange mennesker, og mine ben begyndte at ryste under mig.”

Fællesskabet vinder

Derfor har de fire HTX-elever også valgt at udvikle et spil, hvor der ikke er én vinder, men hvor man kun kan vinde som fællesskab. Opgaven med at udvikle spillet, fik de i faget Produktudvikling, og Tristan havde aldrig troet, de ville vinde. Det var nemlig et halvfærdigt spil, de tog med til Me&We’s brætspilsmesse i efteråret 2024, hvor de og resten af klassen skulle teste deres forskellige spil sammen med blandt andet elever fra Høng Efterskole. Faktisk var reglerne ikke på plads endnu:

”Vi fandt på reglerne, mens vi afviklede spillet ude på efterskolen,” fortæller han.

Alligevel gik det altså rigtig godt, for det var det spil, som eleverne syntes var sjovest, og som Mary Fonden også syntes levede bedst op til deres ønsker.

Mine ben rystede under mig

Tristan Vindevoghel HansenHTX-elev og spiludvikler

Tirsdage blev dedikeret til spiludvikling

Herfra tog spiludviklingen fart, og Tristan og hans tre klassekammerater Niko Kay Zivers, Noah Plesner Poulsen og Denis Andreev Velichkov mødtes hver tirsdag i flere måneder efter skoletid for at udvikle og forbedre spillet.
Nu skulle der udvikles en prototype, og selve spillepladen skulle designes. Undervejs i udviklingen har de unge spiludviklere også selv lært en masse.
”Det mest lærerige har været, at jeg har lært, at se tingene fra forskellige perspektiver. Det har givet mig en forståelse for, at vi forstår og opfatter ting meget forskelligt,” fortæller Tristan.

I brætspillet ’Sammen om livet’ skal spillerne igennem et helt liv; barndommen, ungdommen og til sidst voksenlivet og undervejs møder spillerne forskellige udfordringer og dilemmaer. For at holdet kan vinde, skal man hjælpe hinanden og for eksempel give sin medspiller et skud håb, mod eller kærlighed – hvad der nu passer bedst til situationen. Holdet vinder kun, hvis alle spillere kommer igennem banen. Spillet er designet til at skabe forståelse for forskelligheder og giver indsigter i egne og medspillernes styrker.

 

Kom med H.M. Dronningen til spillanceringArrow Right

Om Me&We

Mary Fonden har sammen med Just Human og Efterskolerne udviklet og arbejdet med trivselsprogrammet Me&We i mange år, og programmet er i dag udbredt til knap halvdelen af landets efterskoler.

Me&We er blevet tilpasset erhvervsskoler, så det passer ind i skolernes struktur og elevernes behov. Erhvervsskoleelever er blevet inddraget i udviklingsprocessen og har bl.a. prøvet Me&We og bidraget til at tilpasse programmet til erhvervsskolerne.

Me&We er udviklet af Mary Fonden i samarbejde med Just Human, Efterskolerne og LA10 og støttet af Tuborgfondet og Mary Fonden.

RELATEREDE NYHEDER

23.05.2024ArbejdsmarkedTrivsel på skemaet: Me&We udbredes til landets erhvervsskoler