For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Millionbeløb skal øge mental trivsel og styrke hos musikbranchens unge talenter

10.10.2023

Nyhed

Kreative Erhverv

MentalVoice får støtte på 1,9 millioner kroner fra Tuborgfondet. Målet er at skabe rammer for øget mental trivsel og styrke hos unge i musikbranchen. Det skal blandt andet ske gennem en branchemanual, der giver viden og værktøjer, som kan bruges i praksis.

Indsatsområde

Kreative Erhverv

MentalVoice

Læs mere om Mentalvoice

Som non-profit-organisation arbejder MentalVoice for at fremme mental trivsel og øge mental styrke blandt danske musikskabere og branchefolk. Det sker gennem podcasts, workshops, coaching og nu snart en branchemanual. I MentalVoice egne undersøgelser siger unge musikskabere og branchefolk, at de mangler konkret viden om, hvordan de kan stå stærkere i branchen både fra et trivsels- og performanceperspektiv. Det skal den nye branchemanual skabe rammer for, takket være støtte på 1,9 millioner kroner fra Tuborgfondet samt vigtig opbakning fra musiklivets organisationer og uddannelser. Pengene skal bruges på at lancere projektet, som kan give et solidt fundament i en konkurrencepræget og krævende branche. Særligt for unge musikere under 30 år.

“Musik er en vigtig del af hverdagen for de fleste. Musik sætter ord på vores følelser og løfter os. Ofte betaler musikerne dog en høj pris for at kunne udgive og spille denne musik. Vi er fast besluttet på at give dem det mentale fundament, de har brug for, til at trives i et miljø med hårde forretningsvilkår. Ikke mindst vil vi skubbe til, at vi i fællesskab netop kan skabe en musikbranche, hvor fokus på mental trivsel og mental styrke er i centrum. Tuborgfondets engagement i vores mission er afgørende, og vi ser frem til at gøre en positiv forskel sammen,” siger Anders Guldhammer Vorborg, CEO og medstifter af MentalVoice.

Vi vil skubbe til, at vi i fællesskab netop kan skabe en musikbranche, hvor fokus på mental trivsel og mental styrke er i centrum

Anders Guldhammer VorborgCEO og medstifter af MentalVoice

Projektet vil med branchemanualen samle og udbrede vigtig viden, som vil komme mange til gavn - ikke kun de unge, der deltager direkte

Mikkel Sander Programansvarlig for Kreative Erhverv i Tuborgfondet

Brug for formaliseret støtte

Musikbranchen er kendt for sit høje tempo, hvilket ofte påvirker musikeres og branchefolks mentale trivsel i en negativ retning.

”Der er brug for formaliseret støtte til særligt unge i musiklivet, da flere oplever trivselsudfordringer i mødet med en branche, hvor der kan være kort vej fra fiasko til masser af succes. Projektet vil desuden med branchemanualen samle og udbrede vigtig viden, som vil komme mange til gavn – ikke kun de unge, der deltager direkte. Vi glæder os til at følge arbejdet i MentalVoice,” siger Mikkel Sander, programansvarlig for Kreative Erhverv i Tuborgfondet.

Projektet imødekommer udfordringen ved at tilbyde let tilgængelig viden i branchemanualen og en tilhørende podcast. Dertil kommer støtte gennem en række workshops og coachingforløb, der skal give de unge talenter værktøjerne til at skabe en lang karriere, de trives i. Projektet med titlen “Vejen til mental styrke i musikbranchen” starter i januar 2024 og strækker sig over to år. Det offentliggøres d. 10. oktober i anledningen af FN’s internationale dag for mental sundhed.

For yderligere info:

Anders Guldhammer Vorborg, CEO hos MentalVoice

61 69 48 20

Mikkel Sander, Programansvarlig for Kreative Erhverv i Tuborgfondet

mks@tuborgfondet.dk

Om MentalVoice:

MentalVoice er en dansk non-profit organisation, der arbejder for at fremme mental trivsel og mental styrke blandt musikskabere og branchefolk i musikbranchen. Gennem mentorordninger, workshops, podcast og formidling på sociale medier, arbejder MentalVoice på at skabe et stærkt og støttende fællesskab for alle, der arbejder inden for musikverdenen.

For mere information om MentalVoice

Find også foreningen på Instagram.

ArrowNu kan i søge puljen ’Musikkens Frivillige’