For ansøgere
Ta´OrdetDrømmekoncerterDrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Folkemødet i en ung udgave

De ’voksne’ har deres årlige Folkemøde på Bornholm. Nu får de unge deres egen festival med politik, demokrati og fremtidens samfund på plakaten. Tuborgfondet bakker op om det samfundsgavnlige initiativ.

Indsatsområde Illustration
IndsatsområdeDemokrati – næste generations stemme og deltagelse
OrganisationUngdomsbureauet
År2015
RegionFrederiksberg Have, Frederiksberg Runddel, Frederiksberg, Danmark
235.000MODTAGET BELØB — DKK

I løbet af to dage i september 2016 vil Søndermarken i København lægge græs til en ny demokratisk folkefest med navnet Ungdommens Folkemøde. En masse unge mennesker vil for første gang mødes på tværs af sociale, geografiske og uddannelsesmæssige skel sammen med forskellige beslutningstagere. Sammen vil de diskutere, hvordan demokratiet kan se ud nu og i fremtiden – og hvordan de sammen former et samfund, alle ønsker at være en del af.

En generation under forventningspres
Unge i dag forventes at præstere på alle fronter. De er målrettede og ambitiøse, og det er selvfølgelig positivt. Men betyder også, at der sjældent er tid og plads til at drømme. Det bliver der på UFM’16. Her sættes den travle hverdag på pause, og i stedet bliver der plads til at snakke om de unges ønsker og forventninger til fremtidens Danmark.

Vi vil gerne nå bredt ud. Fra de ældste folkeskoleelever til dem på universitetet. Og gerne også unge, der ikke går på en boglig uddannelse, så alle bliver hørt.

Meike SørensenPR-ansvarlig og frivillig - Ungdommens Folkemøde

Fremtidens løsninger starter nu
Programmet på UFM’16 byder på en bred vifte af arrangementer, events, debatter og workshops. Men mødet har også et praktisk aspekt. En lang række organisationer, tænketanke og virksomheder vil præsentere samfundsrelaterede problemstillinger, som de unge kan komme med løsningsforslag til. På den måde kan de få en praktisk vinkel på noget af det, de lærer og snakker om på uddannelserne.

Bred frivillig indsats
Tuborgfondet støtter den demokratiske festival med 235.000 kroner, der blandt andet går til at etablere de fysiske rammer i Søndermarken. Ellers er UFM’16 i høj grad båret af frivillige kræfter. Alene 50 frivillige er involveret i planlægningen, og når de unge mødes i september vil yderligere 200 ildsjæle lægge tid og kræfter i at afvikle arrangementet. Det er i sig selv en stor involvering i samfundet.