I januar 2019 åbnede Mind Your Own Business kontor i Nuuk, hvor unge drenge fra Grønland hvert år får mulighed for at starte deres egen mikrovirksomhed. Arbejdet med virksomhederne skal styrke drengenes faglige kompetencer, sociale relationer samt deres tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Igennem forløbet vil de tilegne sig basale forretningskompetencer, og de vil blive motiveret til at tage ansvar og nå et defineret mål.
Et innovativt forløb, der styrker unges jobmuligheder
Et mikrovirksomhedsforløb strækker sig over otte måneder, hvor de unge undervejs i forløbet får sparring og et tæt samarbejde med frivillige erhvervsmentorer og venturepiloter, som bidrager med deres personlige og faglige kompetencer til at styrke drengenes arbejde. På den måde bliver de en del af et anderledes og innovativt udviklingsforløb, der samtidig betyder, at de skaber et netværk i erhvervslivet, hvilket på sigt øger deres mulighed for at komme i arbejde. Det er en metode, der vækker begejstring hos Tuborgfondet.
Den første mikrovirksomhed i Grønland
Den allerførste mikrovirksomhed i Grønland er i gang med at blive etableret af otte drenge mellem 13 og 17 år. De skaber en madbod, som de udvikler i tæt sparring med frivillige venturepiloter og erhvervsmentorer fra GrønlandsBANKEN og boligselskabet INI. Inden de besluttede sig for, at madboden var den helt rigtige idé, udviklede drengene 70 andre idéer. Men valget faldt på madboden, og siden da har de arbejdet med navnet på virksomheden, designet logo og prøvesmagt retterne.
I november 2019 løb endnu en venture camp af stablen. Her blev grundlaget lagt for opstarten af to nye mikrovirksomheder med to grupper af unge drenge fra Nuuk. Her skulle de ved hjælp af LEGO bygge deres forretningsplaner, da det skal hjælpe dem til at forstå deres egen forretningsidé bedre.
Fakta
Dit fællesskab kan også søge støtte hos Tuborgfondet, hvis I vil have hjælp til et lokalt projekt eller har en idé til et større projekt.
Vi er meget glade for at bidrage til, at Mind Your Own Business nu er etableret i Grønland. Vi har fulgt organisationen længe og været imponeret af deres innovative tilgang, som giver unge muligheder for at udvikle deres kompetencer og mod til at starte deres egen virksomhed eller på anden måde blive en del af arbejdsmarkedet
Vi bruger cookies for at forbedre dit besøg på sitet og indsamle statistik. Læs mere om, hvordan vi bruger cookies her.