Den danske organisation Project Access har de sidste tre år opbygget et mentornetværk på nogle af Englands bedste universiteter, der skal hjælpe med at forløse alt det potentiale, som gemmer sig rundt om i Danmark hos unge, der ikke har fået muligheden eller den tilstrækkelige hjælp til at ansøge om studieoptagelse i udlandet. Med støtte fra Tuborgfondet vil Project Access nu gentage succesen, når de udvider deres mentornetværk til USA, så endnu flere danske unge kan komme ud i verden og opbygge viden og netværk.
Ideen om Project Access blev født i Danish Students Abroad i 2015, hvor de to unge mænd Emil Lassen fra Middelfart og Rune Kvist fra Samsø så et problem med mange unge, der ikke fik den nødvendige hjælp til at søge topuniversiteter i udlandet. Project Access har siden hjulpet over 2800 unge studerende på tværs af 21 lande, hvor mere end 250 af de studerende er danske.
Fra handelsskolen i Sønderborg til King’s College i London
En af dem, der har fået hjælp af mentornetværket, er Caroline, som tog turen fra Sønderborg til King’s College i London. Efter hendes handelsskoleeksamen begyndte hun at lede efter interessante universiteter, hvor hun kunne udvikle sin faglighed.
”Jeg fandt hurtigt ud af, at de danske universiteter ikke kunne tilbyde mig det, som jeg gerne ville. Så jeg begyndte at kigge ud over landets grænser, hvor jeg lavede en lang liste over de universiteter, der kunne være relevante for mig. Mit snit fra handelsskolen var ikke noget ekstraordinært. Jeg fik et par 12-taller, men det var ikke noget, jeg væltede mig i,” siger Caroline.
Hendes karakterer var dog nok til at søge ind på ’Business Management’ på topuniversitetet King’s College, der ligger i London. Problemet var bare, at de uddannelsesvejledere, Caroline mødte, ikke vidste meget om andre landes uddannelsessystemer.
”Vi er meget heldige i det danske system, hvor vi får rigtig meget serveret for os. Der er uddannelsesvejledere, der hjælper under hele ens studieforløb, men når man begynder at kigge mod udlandet, så kan de danske uddannelsesvejledere sjældent hjælpe.”
Mødet med Project Access’ mentornetværk
Derfor måtte Caroline selv ud at finde hjælpen, og her var det en simpel Google-søgning, der førte hende til Project Access. Hun ansøgte med det samme, og efter to dage var hun blevet tildelt en mentor, der selv læser ’Business Management’.
”Han hjalp mig i gang med at skrive en ansøgning, og jeg fik helt essentiel viden om, hvordan den engelske ansøgningsportal virker. Der var mange ting, der skulle skrives meget kort, og mange af tingene var meget underforståede, så jeg havde aldrig fået skrevet en ordentlig ansøgning uden Project Access, og jeg er sikker på, at jeg aldrig var kommet ind på King’s College uden Project Access,” siger hun.
Efter Caroline faldt til i London, besluttede hun sig for at give tilbage til den organisation, der havde hjulpet hende til at blive optaget. Derfor blev hun selv en del af det frivillige mentornetværk, der nu tæller over 3000 mentorer på Englands bedste universiteter.
”Jeg er blevet mentor, fordi jeg vil gerne give igen til det frivillige fællesskab, der hjalp mig igennem hele denne her proces. Min tidligere handelsskole vil meget gerne have folk, der har studeret i udlandet, ud at tale og dele deres oplevelser, så de studerende kan blive bevidste om, at det også er en mulighed for dem, når de en dag skal søge ind på studie. På den måde kan vi også være med til at sprede det gode budskab, som Project Access har,” siger hun.
Fakta:
Project Access er globalt drevet af ca. 54.000 årlige frivilligtimer som bliver lagt af deres 3000 aktive mentorer og 147 frivillige team-medlemmer.
Project Access mentor:
Project Access i England
Project Access i USA
Har du lyst til at vide mere, eller drømmer du måske selv om at komme ud at studere, så kan du læse nærmere her: https://projectaccess.org/.
Dit fællesskab kan også søge støtte hos Tuborgfondet, hvis I vil have hjælp til et lokalt projekt eller har en idé til et større projekt.
Herunder ses Project Access’ Emil Lassen (CEO) og Raphael Eder (COO).
Jeg er sikker på, at jeg aldrig var kommet ind på King’s College uden Project Access
Vi bruger cookies for at forbedre dit besøg på sitet og indsamle statistik. Læs mere om, hvordan vi bruger cookies her.