Skateducate er en forening i Århus, der skaber sammenhold blandt unge piger, giver dem sved på panden og hjælper pigerne med at stå på egne ben – eller i første omgang på eget skateboard. Brættet med fire hjul er nemlig omdrejningspunktet i alt, hvad foreningen foretager sig.
En frivillig succes
Bag Skateducate står Anne og Laura, og da de i 2014 grundlagde foreningen, var det med en drøm om at få flere piger op på brættet. Den ambition er lykkedes, ikke mindst takket være et større hold frivillige instruktører og medhjælpere, der giver tips på rampen og sørger for alt det praktiske.
Siden 2014 har Skateducate afviklet en lang række camps, events og workshops og lært en masse piger i alderen 7-18 år at tro på sig selv og stå sammen ved at stå på skateboard. Ikke bare i Århus og resten af landet, men også ved en event for børn og unge i Sisimiut på Grønland. Skateducate afholder også ugentlige sessions i Århus, hvor piger i alle aldre er velkommen til at kigge forbi og prøve kræfter på rampen.
Nye boards og ny cykel
Den slags succeser koster på udstyrssiden, og derfor har Skateducate fået 25.000 kroner i støtte fra Tuborgfondet til bl.a. nye skateboards og en ladcykel, der kan transportere grejet rundt. Så fremover kan endnu flere blive seje til at stå på skateboards ved Skateducates aktiviteter rundt omkring i landet, på alt fra festivaler til temadage i børnehaver.
Foto: Henriette Klausen
Når man har det sjovt, sænker man paraderne og lærer nogle nye ting om sig selv og hinanden. Og så er det jo bare fedt at skate sammen.