Projektet E2B – Engineer to Be er placeret under IDA (Ingeniøren Danmark) i samarbejde med og med støtte fra Forening Nydansker samt andre rådgivende ingeniørvirksomheder såsom NIRAS, SWECO og COWI. Med skolebesøg, virksomhedsbesøg, oplæg hos klubber og væresteder samt besøg i boligsociale områder vil E2B oplyse de unge om ingeniørstudiet og de karrieremuligheder, det rummer.
Deler personlig erfaring
Det er projektledere og de frivillige, der står for besøgene, og oplæggene tager udgangspunkt i de frivilliges egne historier, erfaring og engagement. De frivillige vil tale til de unge om personlig selvtillid, manglende kendskab til uddannelsesmuligheder, fordomme om ingeniørstudiet, arbejdet som ingeniør, familiens forventninger, kulturforskelle og mere til. Der er både ingeniørstuderende og færdiguddannede ingeniører blandt de frivillige.
Mentorforløb sikrer fastholdelse
E2B vil bygge bro mellem to verdener og give de unge et indblik i, hvad en karriere som ingeniør kan betyde for dem. Mentorforløb skal yderligere understøtte projektet, idet en personlig én-til-én relation kan være med til at sikre, at foreningen fastholder de unges interesse også efter endt besøg på uddannelsesinstitutionen.
Projektet forløber over faser. Fase 1 løber over vinter 2016/forår 2017, og er geografisk fokuseret på Storkøbenhavn. Fase 2 sættes i gang efterår/vinter 2017, forløber over hele 2018 og er nationalt fokuseret.