For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Ny metode træner unge i demokrati

22.03.2018

Nyhed

Nyt projekt afprøver international, anerkendt metode, der giver lærere konkrete redskaber til at skabe demokratiske rum for læring, konflikthåndtering og den svære dialog i en mangfoldig skolekultur. Metoden understøtter et demokratisk læringsfællesskab, hvor alles stemmer bliver hørt og inkluderet, og projektet er et samarbejde mellem Ungdomsbyen og Tuborgfondet.

Foreningsnavn

Ungdomsbyen - Demokrati for alle

Forenings hjemmeside

Billeddeling på nettet, eksamensstress og ensomhed er alle komplekse emner, der kan være svære at diskutere i klasselokalet. Projektet Demokrati for alle vil undervise lærer i nye metoder, så de bedre kan facilitere debat og dialog med fokus på at inddrage eleverne i beslutningsprocesserne på skolen. Otte uddannelsesinstitutioner – herunder folkeskoler, 10. klasser, gymnasier og produktionsskoler – deltager i projektet, og på Gribskov produktionsskole, der er en del af projektet, er både engagement og forventning stor:

Vi har et stort ønske om at inddrage vores elever mere i beslutningerne på skolen. Vi håber at få inspiration til, hvordan man på en god måde kan få elever til at give deres mening til kende og til at lytte til andre”, fortæller Kenn Andersen, forstander på Gribskov produktionsskole, og fortsætter, ”Demokrati for Alle tilbyder helt nye vinkler at tænke demokrati på.”

Demokrati i praksis
Danske elever har stor viden om politik og demokrati. Men de bruger den ikke. Sådan lyder en af konklusionerne i en internationale ICCS-undersøgelse (International Civic and Citizenship Education Study) af 8. klasseelevers politiske dannelse. Det imødekommer Undervisningsministeriet nu med en national kampagne og temauge, i uge 12, ’Demokrati under udvikling’, målrettet landets uddannelsesinstitutioner. Også her er fællesskab, demokrati og medborgerskabets store betydning på agendaen, og Tuborgfondets direktør Anne-Marie Skov erklærer sig enig i behovet:

”Det er afgørende, at unge har en forståelse for, hvad demokrati og medborgerskab er, og hvordan de selv spiller en aktiv rolle i vores demokrati og samfund. Tuborgfondet samarbejder med Ungdomsbyen, fordi pilotprojektet tester en ny måde at arbejde med fællesskaber og demokratisk selvtillid på i de store klasser. Vi håber, at projektet vil give værdifuld viden om, hvordan man kan styrke demokratisk dannelse blandt unge mennesker”, siger direktør i Tuborgfondet Anne-Marie Skov.

Hvordan sikrer vi minoritetsstemmerne?
Det er den internationale metode ’Deep Democracy’, der danner baggrund for projektet. Metoden skaber demokratisk læring med fællesskab og inklusion i højsæde, og det er en inddragende måde at arbejde med praktisk konfliktløsning på. Målet er at fange eleverne tidligt og bygge et solidt fundament for deres demokratiske dannelse. I Danmark var Ungdomsbyen den første til at introducere metoden, og den udgør en naturlig overbygning på Ungdomsbyens 20-årige erfaring med formidling af konflikthåndtering, demokrati, kulturmøder, medborgerskab og forebyggelse af vold til uddannelsessektoren:

”Metoden egner sig særdeles godt til unge på grund af dens tilgængelige og effektive greb. Alle elever mærker, at de kan være med til at træffe kloge beslutninger på trods af måske modstridende synspunkter. Det skaber synlige resultater både i læringsfællesskabet og fremtidigt i et samfundsmæssigt perspektiv”

Malene Rungvald ChristensenLeder - Ungdomsbyen

 

Pilotprojektet løber fra januar 2018 til juni 2019, hvor erfaringer og resultater analyseres og formidles på to konferencer i maj 2019.
Interesserede skoler kan kontakte projektleder Marie Reiter på mr@ungdomsbyen.dk for mere information.