For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Tuborgfondet tegner ny visuel identitet

01.03.2016

Nyhed

Et håndtegnet logo, rød brandfarve og brug af Tuborgs ikoniske logo er hovedelementerne i Tuborgfondets nye visuelle identitet, som skal understøtte fondets strategiske fokus på frivillige fællesskaber.

Foreningsnavn

Tuborgfondet

Forenings hjemmeside

I den nye strategi sætter Tuborgfondet fokus på de frivillige ildsjæle, der hver dag gør en forskel for fællesskaberne i Danmark. Gennem flerårige partnerskaber og store og mindre bevillinger vil fondet støtte de frivillige fællesskaber, som gør en kæmpe indsats inden for musikken, sporten, uddannelsesområdet og de mange sociale initiativer, der foregår rundt om i hele landet.
”Det er et ønske om at kommunikere mere klart, hvad Tuborgfondet står for, der er årsagen til, at vi i dag lancerer en ny visuel identitet for den gamle fond fra 1931, siger Anne-Marie Skov, der er direktør for Tuborgfondet. ”Vi er stolte over den nære forbindelse til Tuborg, men samtidig skal vi som almennyttig fond vise, hvem vi er, og hvad vi støtter.”

Fondet forvandles med rød

Den nye visuelle identitet betyder, at den grønne farve er skiftet ud med rød. ”Den røde farve er valgt, fordi rød symboliserer passion, begejstring og det at have hjertet med i sine handlinger,” forklarer Anne-Marie Skov og fortsætter: ”Selvfølgelig er vi stadig tæt på og sammen med Tuborg i mange sammenhænge – det er fra bryggeridriften pengene til vores uddelinger kommer. Visuelt kommer det til udtryk gennem vores brug af Tuborgs logo, og vores navn sikrer naturligvis også forbindelsen til Tuborg og vores fælles historie.”

Den røde farve er valgt, fordi rød symboliserer passion, begejstring og det at have hjertet med i sine handlinger

Anne-Marie SkovDirektør - Tuborgfondet

Workshops og samarbejde på tværs

Forud for resultatet ligger et grundigt forarbejde, hvor fondet i samarbejde med bureauerne Kontrapunkt og Hello Monday har udviklet den nye identitet. ”Vi har diskuteret værdier, forbilleder og retning for Tuborgfondet. Vi er sat i verden for at gøre en forskel og støtte projekter til gavn for samfundet og dansk erhvervsliv. Med et øget fokus på frivillighed og fællesskaber bliver den røde farve også et symbol på dette,” forklarer Anne-Marie Skov.

Tuborgfondets nye slogan spinder også en rød tråd til Tuborg, ’der gør livet lidt grønnere’ og ’gør noget ved musikken’. Mens fondet ’gør noget ved fællesskabet’. ”Vi har valgt et slogan, der forpligter og som understreger, at vi som fond mener, at vi kan bidrage til at skabe nye måder at samarbejde på.”

Håndtegnet logo

Det er Kontrapunkt, som har tegnet fondets nye logo, og der ligger hundredvis af penselmalede skitser til grund for det endelige valg. ”Vi ønskede et udtryk, der signalerer både det rå og ufærdige, som inviterer til at skabe noget sammen. Håndskriften understøtter fællesskabet, da det er vores alles værktøj til at formidle og komme til orde. Detaljen i håndskriften afspejler mangfoldigheden blandt mennesker. Ingen håndskrifter er ens. Og det passer godt til de værdier, Tuborgfondet står for,” forklarer designdirektør i Kontrapunkt, Bo Linnemann.

Identiteten bliver i løbet af foråret implementeret på alle platforme og 2. maj lancerer fondet en ny hjemmeside.